15 / 265
KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND
13
at sikre, at alle islandske havne blev besøgt, bestemtes det, at hvert
købmandsskib kun måtte drive handel i en havn. Hvis en købmand
forsøgte at drive en anden bort fra havnen, skulle han betale dobbelt
afgift til kongen. Hermed ville man prøve at forhindre de stadige
kampe købmændene imellem, der var til skade for alle.22 12 tyske
købmænd lovede ved denne lejlighed, at de ville overholde altings
dommen til trods for, at den betød beslaglæggelse af deres fiskerbåde
og som helhed en indskrænkning i deres handelsfrihed på Island. Det
var for dem vigtigere at få lov til at fortsætte handelen, og desuden
har de formentlig regnet med, at så snart den danske høvedsmand
tog hjem for vinteren, kunne de alligevel gøre, som de selv ville. De
kunne også her regne med støtte fra i hvert fald nogle islændinge.
Selve lagmanden for sønden og østen på Island, Erlendur J>orvardsson
sender den 27. juli 1547 hamborgerne i HafnarfjorSur en kopi af al
tingsdommen fra 1545, men han lover dem samtidig, at han vil hjælpe
de hamborgere, der bliver på Island om vinteren, også for retten,
hvis tyskerne til gengæld vil hjælpe hans folk.23
Christian I I I søgte i københavnernes lensbrev at gøre administra
tionen på Island mere effektiv ved at kræve af dem, at de sendte en
mand til øen. Han skulle blive deroppe både sommer og vinter for
at føre tilsyn med, at loven overholdtes.24
Det kan iøvrigt ikke konstateres, at kongen har givet københavnerne
andre direktiver for den politik, han ønskede gennemført på Island.
Tværtimod synes han at have givet dem helt frie hænder til at ad
ministrere øen på den måde, de fandt bedst, idet han samtidig gav dem
meget gunstige betingelser for at drive handel. De kunne handle helt
frit på Island uden at skulle betale told til kongen, og den afgift,
han krævede af dem, må betragtes som meget rimelig. Da lenet i 1553
overgik til at være et regnskabslen, aflagdes regnskab for indtægterne
af Island, der lå betydeligt over de 1000 mark lybsk.25
Da københavnerne fik Island i forlening, var der to vanskelige
problemer, der krævede en løsning. Det første var den omtalte
udenlandske handelsdominans på øen, det andet var islændingenes
modstand mod at opgive katolicismen. I 1538 havde den kongelige
lensmand på Island, Claus van Merwitz forelagt det islandske alting
den i Danmark vedtagne kirkeordinans om reformationen med
krav fra den danske konge om, at den også skulle gennemføres på