KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND
9
byttes for klæde til kongens eget behov.6 Der er næppe tvivl om, at
det ville have tiltalt Christian III, om han allerede på dette tids
punkt havde kunnet forbyde hanseaterne at handle på Island. Det
var helt klart hans politik, som det havde været de danske kongers
siden kong Hans’ tid,7 så vidt muligt at indskrænke hanseatemes pri
vilegier i sine lande for i stedet at støtte den indenlandske handel, og for
ham personligt spillede det utvivlsomt også en rolle, at hanseaterne
havde været hans modstandere i kampen om den danske kongemagt;
men som forholdene var, havde Christian I II endnu ingen mulighed
for at forhindre denne handel. Hans magt på Island var endnu for
svag til, at han kunne bekæmpe de talstærke hamborgske Islands-
farere, og hans egne købmænd besad endnu ikke den kapital og den
organisation, der var nødvendig for at overtage hamborgernes handel
på Island. Det er endog ikke muligt at konstatere, om danske køb
mænd har fulgt kongens opfordring til at sende handelsvarer til Island
i 1542, selv om det vides, at den føromtalte hamborgske skipper Hans
Lemicke faktisk var om bord på kongens skib »Stakken«, der lå ved
Island i juli 1542.8 Først da københavnerne får Island i forlening,
er der sikkert belæg for, at de har deltaget i Islandshandelen.
Selv om Island var et norsk skatland,9 var det som omtalt englæn
dere og hamborgere, der havde domineret handelen siden det 15.
århundredes begyndelse, uden at den dansk-norske konge havde haft
mulighed for at kontrollere denne handel. Da islændingene blandt
andet på grund af landets skovfattigdom havde valgt at slutte sig til
Norge i 1262, var det i overenskomsten mellem islændingene og den
norske konge blevet fastsat, at denne skulle sørge for hvert år at be
sejle Island med 6 skibe for at sikre den regelmæssige tilførsel af varer
til øen. Det viste sig imidlertid snart, at nordmændene ikke kunne
indfri dette løfte, fordi de ikke selv havde overskud af de produkter,
islændingene behøvede, men i stedet måtte indføre dem fra hansestæ-
derne. Dette resulterede i, at andre landes købmænd fik mulighed for
at udnytte det islandske marked, idet de trodsede den dansk-norske
konges påbud om, at Bergen skulle være stabelplads for al handel på
Island. Både den danske og den engelske konge forbød direkte fra
14 15 engelske købmænd og fiskere at sejle til Island, men alligevel steg
deres Islandshandel støt i løbet af det 15. århundrede. I 1449 indså
Christian I, at det var håbløst at forbyde en handel, han ikke havde