HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND

byttes for klæde til kongens eget behov.6 Der er næppe tvivl om, at

det ville have tiltalt Christian III, om han allerede på dette tids

punkt havde kunnet forbyde hanseaterne at handle på Island. Det

var helt klart hans politik, som det havde været de danske kongers

siden kong Hans’ tid,7 så vidt muligt at indskrænke hanseatemes pri

vilegier i sine lande for i stedet at støtte den indenlandske handel, og for

ham personligt spillede det utvivlsomt også en rolle, at hanseaterne

havde været hans modstandere i kampen om den danske kongemagt;

men som forholdene var, havde Christian I II endnu ingen mulighed

for at forhindre denne handel. Hans magt på Island var endnu for

svag til, at han kunne bekæmpe de talstærke hamborgske Islands-

farere, og hans egne købmænd besad endnu ikke den kapital og den

organisation, der var nødvendig for at overtage hamborgernes handel

på Island. Det er endog ikke muligt at konstatere, om danske køb

mænd har fulgt kongens opfordring til at sende handelsvarer til Island

i 1542, selv om det vides, at den føromtalte hamborgske skipper Hans

Lemicke faktisk var om bord på kongens skib »Stakken«, der lå ved

Island i juli 1542.8 Først da københavnerne får Island i forlening,

er der sikkert belæg for, at de har deltaget i Islandshandelen.

Selv om Island var et norsk skatland,9 var det som omtalt englæn

dere og hamborgere, der havde domineret handelen siden det 15.

århundredes begyndelse, uden at den dansk-norske konge havde haft

mulighed for at kontrollere denne handel. Da islændingene blandt

andet på grund af landets skovfattigdom havde valgt at slutte sig til

Norge i 1262, var det i overenskomsten mellem islændingene og den

norske konge blevet fastsat, at denne skulle sørge for hvert år at be

sejle Island med 6 skibe for at sikre den regelmæssige tilførsel af varer

til øen. Det viste sig imidlertid snart, at nordmændene ikke kunne

indfri dette løfte, fordi de ikke selv havde overskud af de produkter,

islændingene behøvede, men i stedet måtte indføre dem fra hansestæ-

derne. Dette resulterede i, at andre landes købmænd fik mulighed for

at udnytte det islandske marked, idet de trodsede den dansk-norske

konges påbud om, at Bergen skulle være stabelplads for al handel på

Island. Både den danske og den engelske konge forbød direkte fra

14 15 engelske købmænd og fiskere at sejle til Island, men alligevel steg

deres Islandshandel støt i løbet af det 15. århundrede. I 1449 indså

Christian I, at det var håbløst at forbyde en handel, han ikke havde