17 / 265
KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND
15
så lidt på dette som tidligere, men denne gang blev det ikke tolereret.
Så snart de udenlandske købmandsskibe var sejlet fra Island hen på
efteråret, konfiskerede Laurids Mule og hans folk alle de varer, der
var blevet ladt tilbage. Christian I II støttede i Danmark denne poli
tik ved i to breve til Hamborgs borgmestre og råd af 29. august og
29. december 1548 at foreholde dem, at det var købmændene for
budt at overvintre på Island. Indbyggerne i hans rige havde nu be
rettet for ham, hvorledes forholdene var på Island, og han ville ikke
tolerere, at hans egne undersåtter hindredes i nydelsen af deres pri
vilegier. Den engelske konge havde desuden klaget til ham over, at
hamborgerne havde forulempet hans undersåtter deroppe.29
Denne strengere holdning over for udlændinges vinterliggeri kan
også efterspores i engelske kilder. Den hamborgske købmand Georg
Wagner indstævnede den 1 1 . oktober 1548 Ralph Downes fra King’s
Lynn for den engelske søret the High Court of Admiralty for med
magt at have bortført hans faktorer på Island Hans Wagner og Hen
rick Goodrade fra øen, hvorved han havde mistet sit gods.30 Ralph
Downes erklærede til sit forsvar, at Hans Wagner tværtimod var
kommet til ham på hans skib, der lå i Vestmannaeyjar og havde bedt
om at måtte få skibslejlighed til England, da han var blevet ladt
tilbage på Island. Baggrunden for dette var, forklarede Downes, at
»there was made a proclamation there (på Island) that no Eng-
lysheman nor Ducheman nor any other estraunger shuld tarry there
in that Iland in the wynter tyme uppon payne of forfeyture of ther
shippes and goodes and ther bodyes to be at the kynges pleasure. And
that suche men as had shippes then there shuld under the same
payne suffer thoes that had no shipping there spare themselves to go in
ther shippes and to have passage in such shippes as were then
present«31 Hans Wagner indrømmede, at denne proklamation var
blevet udstedt af Laurids Mule ca. 4 uger før Downes’ skib var afsej
let fra Vestmannaeyjar, men han mente ikke, at den havde nogen
gyldighed for ham, da han af den danske konge havde særlig tilladelse
til at blive på øen i vintertiden, og at Downes mod hans egen vilje
havde ført ham bort.32 Den engelske ret valgte at tro på Downes’
vidneudsagn, og det har heller ikke været muligt at finde eksempler
på, at den danske konge udstedte tilladelser til vinterliggeri på Island,
således som Hans Wagner i sin erklæring påstår var almindelig prak