22 / 265
20
B IRG ITTE DEDENROTH -SCHOU
deres udsagn havde hamborgerne i kraft af deres store antal begået
utallige overgreb på Island. Det var at spotte dem, når hamborgerne
hævdede, at københavnerne skulle have hindret deres sejlads, for
mens de tyske Islandsfarere hvert år kom til Island med tyve skibe,
kunne danskerne kun udruste to. Laurids Mule havde været i sin
gode ret til at beslaglægge det tyske gods, da vinterliggeri var forbudt
både i følge kongens brev og islandsk lov, og han havde nægtet at
udlevere det igen i 1550 på grund af manglende dokumentation. De
havde så taget både kongens og københavnernes fisk med vold efter
først at have tilfangetaget og mishandlet underfogeden. Københavner
ne krævede til slut at få deres fisk igen samt erstatning for den uret,
hamborgerne havde påført dem. De mente, at de hamborgske røvere
skulle straffes, så islændingene dermed kunne se, hvem der var deres
retmæssige herre.46
Først med denne redegørelse fik københavnerne overbevist Chri
stian I I I om, at der nu måtte føres en strengere politik over for ty
skerne på Island. I et brev af 5. januar 15 5 1 har han fuldt og helt
overtaget københavnernes anklager mod hamborgerne for at bære
hele skylden,47 og hamborgerne foreslog nu atter mundtlig forhandling
om sagen.48 Forhandlingerne fandt derefter sted i Flensborg fra den
2 1. marts til den 6. april 15 5 1.
Allerede forinden havde Christian I I I imidlertid besluttet at sætte
magt bag sine ord, idet han i et brev til Eske Bille og andre af rådet
den 6. marts meddelte, at det var hans hensigt at sende fire orlogs
skibe til Island hen på foråret.49 Han begrundede dette med, dels at
hamborgerne med vold har taget gods på Island og i det hele taget
opført sig på øen efter deres eget forgodtbefindende og dermed fra
taget ham hans rettighed, dels at den oprørske biskop Jon Arason i
Holar har tilfangetaget superintendenten i Skalholt, den af kongen
udpegede Marteinn Einarsson, og afsat lagmanden i det sydøstlige
Island. Kongen mener ligeledes, at der har været tale om et samar
bejde mellem Jon Arason og hamborgerne. Man må her erindre sig,
at oplysninger om, hvad der foregik på Island i vinterperioden, først
blev kendt i Danmark efter at danske og udenlandske søfolk den
følgende sommer havde været på Island. Derfor vidste Christian I II
ikke, at biskop J6n Arason og hans sønner på dette tidspunkt ikke
længere var i live.