18 / 265
1 6
B IRG ITTE DEDENROTH -SCHOU
sis. Endnu mere påfaldende virker det, at Hamborgs borgmestre og
råd så sent som i november 1553 igen tager sagen op. De omtaler, at
meget gods var blevet frataget hamborgerne ved Vestmannaeyjar og
Akranes i 1548 og 1549, og at ejeren af det skib, Hans Wagner sej
lede med, Jürgen eller Georg Wagner sammen med to andre ham
borgere i 1547 havde afsluttet en kontrakt med Otte Stigsen for 3 år
gående ud på, at de mod en betaling af 200 daler årligt kunne oppe
bære alle indtægter af Vestmannaeyjar og have tilladelse til at opholde
sig der sommer og vinter. De havde dog aldrig opnået at få nogen
glæde af denne kontrakt, for i 1547 var de kommet for sent af sted
til Vestmannaeyjar på grund af krigen i Tyskland, og i 1548 havde
Ralph Downes på Laurids Mules befaling taget Hans Wagner med
sig til England, hvorefter han selv havde beslaglagt hans gods.33 Det
har ikke været muligt at finde omtale af denne specielle kontrakt an
detsteds, og den kendsgerning, at den først bliver omtalt så sent, hvor
der i mellemtiden havde været flere anledninger, hvor sådanne kla
ger kunne have været fremført, gør, at man må sætte et spørgsmåls
tegn ved det reelle indhold i den.
Mens københavnerne således synes at have haft held med deres
kamp mod udlændingenes vinterliggeri på Vestmannaeyjar, måske
fordi de her kunne samarbejde med englænderne, der som følge af
deres hovedinteresse i fiskeriet ikke selv var interesseret i at overvintre
på Island, måtte Laurids Mule finde sig i, at det gods, han havde
taget fra tyskerne på selve Island i vinteren 1548-49, blev taget til
bage af dem selv ved voldsanvendelse, da de kom til Island igen i
foråret 1549; men den københavnske høvedsmand opgav ikke håbet
om at få knægtet dem. Sammen med lagmændene og disses hjælpere
foretog han i efteråret 1549 atter en razzia på øen, og det lykkedes
ham at beslaglægge både hamborgsk og lybsk gods samt at tage fem
købmandssvende, der var blevet ladt tilbage for at passe på varerne,
til fange. Han tog dem med sig i et skib til Amsterdam i den hensigt
at få dem for retten i Danmark, men det lykkedes dem at slippe fri
inden de nåede så langt.
Laurids Mule forelagde sin version af sagen for Christian I I I i et
brev af 20. december 1549, hvori han anmodede kongen om at hen
vende sig til Hamborgs og Lübecks råd for at få de undvegne køb
mandssvende for dansk ret. Før mente han ikke det kunne komme til