25 / 265
KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND
2 3
som ovenfor omtalt sted i Flensborg i marts-april 1 5 5 1 . For indholdet
af disse forhandlinger er vi så heldigt stillede, at referater af mødets
forløb er bevaret både i en dansk og en hamborgsk redaktion.
I Staatsarchiv Hamburg findes et papirshæfte på 23 foliosider med
påtegningen »Relation Island 15 5 1« .56 Dette er efter alt at dømme
de hamborgske gesandter i Flensborgs beretning til rådet i Hamborg.
I Rigsarkivet findes et papirshæfte med notater, der helt klart stam
mer fra det samme møde. Der er ikke her tale om en sammenhæn
gende beretning som de hamborgske gesandters, men om en kort
fattet nedskrivning af de to parters argumenter, sandsynligvis af en
af mødets danske deltagere.57
At hamborgerne anså dette for at være et vigtigt møde fremgår
af, at byens borgmestre Peter von Schinkel og Dethmar Kohi var de
to af byens fire forhandlere. For den danske konge mødte blandt andre
lederen af det tyske kancelli Anders Barby og statholderen i her
tugdømmerne Breide Rantzau. Hovedproblemet ved disse forhand
linger var, om københavnerne alene skulle have ret til vinterliggeri på
Island. Hamborgerne fremførte, at alle stridigheder på Island i de
seneste år var opstået derved, at københavnerne formodedes at have
ret til at opholde sig på Island om vinteren, mens det var udlændinge
forbudt. Hamborgerne var villige til at rette sig efter forbudet, der
var blevet indført for at beskytte den indfødte befolkning, hvis det også
kom til at omfatte danskerne. De henholdt sig til den anden altings
dom fra 30. juni 1550, der havde betegnet danskerne som udlændinge
på linie med dem selv og til, at Danmark og Norge stadig var to ad
skilte riger, hvorfor en sådan betragtningsmåde også var helt logisk.
Hvis danskerne blev særligt privilegerede på Island, ville det være til
stor skade for tredje part. Den danske chefforhandler Anders Barby
svarede hertil, at københavnerne ikke var at betragte som udlændinge
på Island, da de to riger Danmark og Norge var blevet forenede i
Christian I ’s tid;58 det var kongens pligt at beskytte sine undersåtters
privilegier, og han havde derfor ikke i sinde at fratage københavnerne
deres ret til vinterliggeri. Han ville også akceptere hamborgernes pri
vilegier, hvis de havde nogle at fremlægge, og her rørtes der ved et
ømt punkt hos hamborgerne, for som ovenfor omtalt havde tyskerne
aldrig fået et brev på deres ret til at handle på Island.09 Gesandterne
mente dog, det måtte berettige til de samme vilkår på Island som