32 / 265
3 0
B IRG ITTE DEDENROTH -SCHOU
sat for udlændinges handel på Island virkelig overholdtes, fordi dette
samtidig betød en handelsmæssig fordel for dem selv. Laurids Mule
søgte trods sine begrænsede magtmidler at straffe de udlændinge, der
forsyndede sig mod lovbestemmelserne, men det viste sig snart, at kø
benhavnerne ikke havde tilstrækkelige forudsætninger for at få dette
gennemført, da dette betød en kamp mod den udenlandske handels
dominans på helt ulige vilkår. Samtidig måtte københavnerne opgive
at blande sig i det samtidige katolske oprør på Nordlandet, men
kunne til stadighed frygte angreb fra den kant. De fik imidlertid ved
deres forsøg på kamp mod udlændingenes overgreb gjort Christian I II
opmærksom på, at disses handelsdominans på Island var et problem,
han ikke kunne lade ligge. Efter nogen vaklen gik han ind på køben
havnernes hårde linie og satte sine hærførere ind på at få gennem
trumfet en mere effektiv dansk administration af Island. Hermed
forsvarede han sine undersåtters privilegier og fik sat en stopper for
den truende hamborgske dominans på øen.
Ved at give Island i forlening til Københavns borgmestre og råd
lykkedes det for kongen at få dem gjort interesseret i Islandshandelen,
selv om omfanget af denne handel i disse år vel ikke blev så stort
som han havde håbet. Desværre er det kildemateriale, der belyser kø
benhavnernes Islandshandel i disse år meget spinkelt. Ved Flensborg-
forhandlingerne i 1 5 5 1 nævnes det, at københavnerne hvert år sender
to skibe til Island og af Eggert Hannesssons fogedregnskaber fra
I 5 5 I_52 °g I 552_5383 fremgår det, hvilke varer, de havde med til
Island. Her nævnes beg, tjære, søm, eddike, hestesko, egeplanker,
årer, ærter, bønner, gryn m.m. Fra de samme regnskaber vides, at kø
benhavnerne eksporterede vadmel og fisk fra Island, men det kan undre,
at der intetsteds er fundet omtale af eksport af svovl i betragtning af,
at det fra de hamborgske Islandsfarerregnskaber vides, at de impor
terede store mængder af svovl, og at Christian I I I i 1541-42 netop
havde lagt vægt på, at der skulle importeres svovl til Danmark fra
Island. Forklaringen må formodentlig søges i den kendsgerning, at
det endnu ikke på dette tidspunkt var lykkedes for københavnerne at
få kontrol med den del af øen, hvor svovlet fandtes, nemlig det af
Jon Arason dominerede nordlige Island. Hamborgerne har kunnet
få lov til at købe svovl deroppe, men ikke hans hovedmodstandere, kø
benhavnerne.
Med Christian IIF s ideer om, at hans egne undersåtter skulle over