Previous Page  32 / 265 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 32 / 265 Next Page
Page Background

3 0

B IRG ITTE DEDENROTH -SCHOU

sat for udlændinges handel på Island virkelig overholdtes, fordi dette

samtidig betød en handelsmæssig fordel for dem selv. Laurids Mule

søgte trods sine begrænsede magtmidler at straffe de udlændinge, der

forsyndede sig mod lovbestemmelserne, men det viste sig snart, at kø­

benhavnerne ikke havde tilstrækkelige forudsætninger for at få dette

gennemført, da dette betød en kamp mod den udenlandske handels­

dominans på helt ulige vilkår. Samtidig måtte københavnerne opgive

at blande sig i det samtidige katolske oprør på Nordlandet, men

kunne til stadighed frygte angreb fra den kant. De fik imidlertid ved

deres forsøg på kamp mod udlændingenes overgreb gjort Christian I II

opmærksom på, at disses handelsdominans på Island var et problem,

han ikke kunne lade ligge. Efter nogen vaklen gik han ind på køben­

havnernes hårde linie og satte sine hærførere ind på at få gennem­

trumfet en mere effektiv dansk administration af Island. Hermed

forsvarede han sine undersåtters privilegier og fik sat en stopper for

den truende hamborgske dominans på øen.

Ved at give Island i forlening til Københavns borgmestre og råd

lykkedes det for kongen at få dem gjort interesseret i Islandshandelen,

selv om omfanget af denne handel i disse år vel ikke blev så stort

som han havde håbet. Desværre er det kildemateriale, der belyser kø­

benhavnernes Islandshandel i disse år meget spinkelt. Ved Flensborg-

forhandlingerne i 1 5 5 1 nævnes det, at københavnerne hvert år sender

to skibe til Island og af Eggert Hannesssons fogedregnskaber fra

I 5 5 I_52 °g I 552_5383 fremgår det, hvilke varer, de havde med til

Island. Her nævnes beg, tjære, søm, eddike, hestesko, egeplanker,

årer, ærter, bønner, gryn m.m. Fra de samme regnskaber vides, at kø­

benhavnerne eksporterede vadmel og fisk fra Island, men det kan undre,

at der intetsteds er fundet omtale af eksport af svovl i betragtning af,

at det fra de hamborgske Islandsfarerregnskaber vides, at de impor­

terede store mængder af svovl, og at Christian I I I i 1541-42 netop

havde lagt vægt på, at der skulle importeres svovl til Danmark fra

Island. Forklaringen må formodentlig søges i den kendsgerning, at

det endnu ikke på dette tidspunkt var lykkedes for københavnerne at

få kontrol med den del af øen, hvor svovlet fandtes, nemlig det af

Jon Arason dominerede nordlige Island. Hamborgerne har kunnet

få lov til at købe svovl deroppe, men ikke hans hovedmodstandere, kø­

benhavnerne.

Med Christian IIF s ideer om, at hans egne undersåtter skulle over