84 / 121
Bestemmelse af Mangan, Krom og Vanadin
i Jern og Staal.
Anvendelse af potentiometriske Metoder i Metalanalysen har i
de senere Aar fundet stor Udbredelse paa Grund af de mange F o r
dele, som de har, sammenlignet med Metoder, hvor der anvendes
Indikatorer. P aa Statsprøveanstaltens Metallaboratorium uddanne
des i 1934—35 en Metode til potentiometrisk Bestemmelse a f Man
gan, Krom og Vanadin i Je rn og Staal.
A f særlig Betydning for Uddannelsen af en saadan Metode var
Manganets Forhold under de Betingelser, der herskede i Analyse-
opløsningen.
E t af de grundlæggende Arbejder i denne Forbindelse var
P. Dickens og G. Thanheisers Metode (1).
Mangan, Krom og Vanadin blev i svovl-fosforsur Opløsning iltet
op til henholdsvis Permanganat, Kromat og Vanadat. For at de
struere Overskud af Iltningsmiddel, Ammoniumpersulfat, maatte
Opløsningen koges en vis Tid, hvad der bevirkede, at en Del af
Permanganationerne afgav Ilt. Med Blyoverilte blev der derfor
foretaget en ekstra Iltning, og Overskud af Pb
02
blev derefter f il
treret fra. I varm Opløsning blev Permanganationen reduceret
selektivt med Oxalsyre med potentiometrisk Indicering af Ende
punktet.
Den for Mangan udtitrerede Opløsning blev afkølet, Krom og
Vanadin titreret med Ferrosulfat, og Vanadinet derefter titreret
med Kaliumpermanganat i varm Vædske.
Fosforsyren holdt eventuelt tilstedeværende Wolframsyre kom
plekst bundet i Opløsning.
Den alvorligste Anke mod Metoden ud fra et praktisk Synspunkt
var den nødvendige Iltning med Pb
02
og dermed følgende F iltre
ring.
J. Bornvig.
84