102 / 131
98
glemt Bellahøj, hvor den
Lutkenske
Slægt holdt til
Huse, og han vil svare, at det er blevet ham i lige
saa høj Grad et Stykke fin og fjern Københavnerpoesi, som det gamle forfaldne Parti om »Lygten«
er det; selv ved Ordet »Kro« er der dog noget landligt og frit, som ingen med Hjertet paa rette Sted
vil slippe.
Er det da af det onde, alt det, der er handlet med
det gamle Nørrebro? Mange vil svare Nej og ramse
op alt det gode, der har fundet Vugge og Vækst
paa den golde Grund; men den, der elsker sin By,
vil raabe til Himlen om Barmhjertighed for alt det,
den Moloch, der hedder København, næste Gang
vil æde; har vi ikke Lov at beholde det uberørt og
jomfrueligt, som det laa, saa er der dog den Udvej,
der er fulgt af vor nærmeste Forstad ad den Kant,
Søborg,
at lave Villakvarterer med Landsbyhaver og
Hegn i Stedet for at genskabe det nuværende Nørrebros Rædsler i Stenklumper og Aandløsheder som
Ryesgade og Nørrebrogade; ja, det lyder underligt,
men man fristes til at bede for de faa lave Rønner,
der ser ud, som de skulde falde, og hvor Rotterne
selvfølgelig ejer deres Eldorado, fremfor at skulle
kigge paa nok en Skyskraber, der dog kun faar
Lov til at rumme Jammer og Elendighed med Kamp
og Kiv for Tilværelsen, Slagsmaal mellem Mand og
Hustru, der under lykkeligere Forhold kunde være
blevet Venner for Livet, men nu kun i Forligelses-
stunderne sætter Børn i Verden, for at Byfogden
skal have saa mange flere at sætte ud, naar Manden
er rendt, og Konen, udpint af al Modgangen og
Ulykken, forgæves har prøvet at værne sin usselige
Rede og sine blegnæbbede Smaa.
Det er Nørrebros Tragedie, dette. Og det er et
ganske bagvendt Billede af, hvad Samfundet skylder
sine, naar man ser det klistre Elendighedens Boliger op, saa at den rigtig kan trives i de smalle