106 / 131
102
i vor By, da var Arkitekterne Kunstnere, der forstod
den store Hemmelighed, at enhver Bygning kun fik
sin Ret ved at fortælle, hvad den skulde huse. Muligvis er det uretfærdigt ikke at indrømme, at de
taarnkronede Kaserner langs Søernes Bred ikke ærligt og redeligt røber, at de huser Spekulation og
det laveste Pengebegær. De er Kransekagen til den
Festmiddag, det forenede Byggeselskab trakterede
vor By med, da de begyndte at erstatte den gamle
Hovedvagt paa Kongens Nytorv med det Skrædder-
og Skomagerhus, der ligger der den Dag i Dag til
Spe og Spot for vort fornemste Torv.
Men det var
Peblingesøen,
vi stod ved. Den har
et lysere og lykkeligere Navn end dens Søster, den
sorte Dam med det mørke Dyb. Hvorfra dens Navn
kan komme, er ikke helt godt at vide; men det
kunde dog formodes, at Peblingene fra den ikke
saa fjernt liggende Vor Frue Skole kan have haft
Lejlighed og Anledning til at tumle sig dér
0111
Sommeren med Sejl og Baad, om Vinteren paa dens
hurtig islagte Flade.
Og dog har Peblingesøen aldrig spillet den Rolle
som »Byens Amme«, som
St. Jørgens Sø
senere blev,
da Vandforsyningen gik her igennem. Da
Christian
den Fjerde
vilde skaffe Byen frisk Vand, hentede
han det fra »Emmedrup«, og, da han manglede
Penge, lod han de velhavende Professorer ved Københavns Universitet være Participanter i Anlægget
— i 1626 havde vi altsaa et formeligt Aktieselskab
med 50 Aktionærer med Kansler
Christian Friis
til
Krogerup i Spidsen. Værket kostede Interessenterne
5000 Rdl., en stor Sum i hine Tider. Men Hovedrenden blev lagt fra Emdrup Sø over Fælleden, gennem Ravnsborgs Have ind gennem Nørrevold, gennem Nørregade til Klædeboderne med Stikrender til
Universitetet — af Hensyn til Aktionærerne — ad
Kannikestræde og delvist Fiolstræde; en anden Arm