108 / 131
104
ingen Skade, — den gjorde Skade, løb, Vægter, løb!
Dermed i en Hast et stort Parti ud til Stedet!«
Mærkeligt var det, at Byens Bagere fandt et Helle
netop om Peblingesøens Bredder, hvor de under
Belejringen kunde bage nogenlunde i Fred.
Man har jo smykket Spadseregangen langs Søerne
med saa smagfulde Navne som »Kærlighedsstien« og
»Ægteskabsstien«, og dette lyder jo baade idyllisk
og godt; men man skal nu ikke, skønt det tit i vore
Dage er fristende, altid være en
laudator temporisacti,
man skal lytte en Smule ogsaa til Tidens egen
Stemme. Den fortæller ganske vist og ganske rigtigt om Skønheden ved Blegdammene, der gik helt
ned fra Blegdamsfælled til Søens Bred, hvor Jæ
gerne drog ud, og hvor man
0111
Aftenen paa landlig
Vis hørte Hornsignaler og Skud. Men den bestandig
borgerlige Klagesang har ogsaa sin Berettigelse, gemmer i sin Potpourri-Stil og lidt anstrængte Aandfuld-
hed lidt Københavnerpoesi af den Art, som nu lok
ker hyggelige Smil frem paa vore Læber.
Lad os tage »Politivennen« fra 1830, netop de Aar,
da
Henrik Hertz
haanede Spids- eller Bedsteborgernes
Beklagelsestrang. Saa finder vi en Artikel, der bærer
en lovende Overskrift:
»Kærlighedsstien er slibrig
«,
og den har vel nok sin Interesse, blandt andet af
den Grund, at man maa give Præsten i »Intrigerne«
Ret, naar han mod de unges Fremstød argumenterer:
»Og saa faar man min Ven,
kun det gamle igen.«
Hvad har Cementering og Asfaltering hjulpet os?
Griseri var der den Gang som nu, blot paa en anden
Maade. Om den er bedre, véd man ikke. Men —-
altsaa skriver en Indsender i »Politivennen« 1830:
»Mange paastaar, at Kærlighedsstien er bestrøet
med Roser, kan være; men efter den Erfaring, jeg
har gjort, kan jeg ikke andet end bemærke, at den