109 / 131
105
(nemlig Kærlighedsstien) er meget slibrig og glat,
hvorved jeg dog maa tilføje, at denne Bemærkning
ikke gælder Kærlighedsstien i figurlig Forstand (ad
hvilken vi alle en Gang mer’ eller mindre
have
vandret), men i egentligste Betydning, nemlig: i den for
adskillige Aar siden anlagte Spadserevej paa Dosseringen langs Søen, mellem Vester- og Nørreport.
At denne meget yndede Spadseregang trænger til
Forbedringer, haaber jeg ved det efterfølgende noksom at godtgøre.
Indsenderen heraf foretog sig for henimod 14
Dage siden (den Rejse glemmer jeg aldrig!) med
sin Kone om Aftenen at gaa tilbage fra Blegdamsvejen til sin Bolig paa Vesterbro og valgte dertil den
nærmeste Vej ad Stierne langs med Søen. I Førstningen, paa den saakaldte »Ægteskabssti«, gik det
ret godt :— og hvad Under! Thi i over 30 Aar har
jeg ført det lykkeligste Ægteskab og kunde derfor
ikke andet end befinde mig vel paa denne Vej. —
Men nu kom »Kærlighedsstien«. Hvilken Række af
Elendigheder paaførte den os ikke. Men hvad vilde
ogsaa vi to gamle Folk, som for over 60 Aar siden
traadte vore Børnesko, paa en Vej, som vi billigen
burde overlade til yngre at vandre? En niogtredive-
aarig Ægtemand betræde Elskovsstien! Hvorfor
lagde vi os ikke Ordene paa Hjerte, som staar i
Hr.
Heibergs
Vise:
Men er man for gammel til Amor at naa,
man er incurabel, og hvad gør man saa?
»Man bliver stikkende i Dyndet,« svarer jeg. »Tbi
hør: samme Eftermiddag havde det regnet meget
stærkt; men om Aftenen var det klaret op, og altsaa
maatte jeg formode, at Vandet, som det sømmer sig
for en brav og honnet Regn om Sommeren, var
løbet bort igen, og at det atter var blevet tørt. Men
ganske det modsatte. I Dynd og Morads maatte vi