113 / 131
109
her i Byen. Han trængte til en Bænk med sit Navn
paa ude et Sted ad Landet til. Aa nej; han turde
vel være af dem, hvis Hjerte slog varmest for Absalons By, og hans Kongsmærke som Digter og som
Menneske var vel netop det, at han følte, hvad han
sagde og skrev, og aldrig skrev andet end netop det,
han følte og kunde sige. Hans Farvel til Nørrebro
og til Udsigten fra Teglgaardsstrædes Hjørne bør
gemmes i enhver god Københavners Hjerte.
Han saa ud imod Ørstedsparken, og han glædede
sig over, at her var lagt Klavsul paa Byggespekulanternes Trang til at gøre ideelle Værdier i Penge.
Det var alt sammen rigtigt og godt. Blot han kunde
have sparet Parken for alle de velmente Gaver i Retning af mere eller mindre godt afstøbte Statuer, vor
nu afdøde Mæcen, Brygger
Jacobsen,
har velsignet
den med.
At
Ørsted’erne
staar der,
Anders Sandøe
i en skøn
og klassisk Gengivelse,
Hans Christian
saa forfærdelig idéforladt, saa alle Muser maa sig forbarme,
er der jo intet at sige til, da Parken har deres Navn.
Men alt det andet? Halvfemsernes franskglade Publikum standsede henrykt ved den slette Afstøbning
af
Chapus
Jeanne d’Arc. Hun hører hjemme i Marmor og langt fmere Gengivelse paa et Glyptotek.
Og
L. N. Hvidts
Buste er ikke saa lidt af en Fornærmelse mod den Mand, der gik i Spidsen for
Fremskridtet, da han bragte Kongen Borgernes Krav
om Frihed. Der var ingen Hvilebænk under hans
Tanke, og han var ikke saa bedsteborgerlig, som
hans bredbarmede Buste gør ham til der inde. Resten af Statuerne er vel at betragte som Nips, der
ikke tager sig ud paa et offentligt Torv; at skelne
mellem Museumsgenstande og offentlige Monumenter har Københavns Magistrat aldrig lært, og selv
om man efter et gammelt Ord ikke skal føle given
Hest paa Tænderne, saa har man dog Lov og Ret