117 / 131
113
inde i Tugthuse og behandlede dem mere som Dyr,
endda vilde Dyr, end som Mennesker. Man behøver
blot at læse
H. C. Andersens
Barndomserindringer
fra Odense eller hans Roman »O. T.« for at finde
Bekræftelse herpaa, eller man kan kigge en Smule
i de nylig fremkomne Oplysninger om Møens Tugthus og dets ulykkelige Beboere for at se, at der ikke
er noget overdrevent i denne Paastand.
Munkene var vel nok delvist lægekyndige, derom
vidner
Juels
og
Hcirpestrængs
Lægebøger, der i al
deres Naivitet dog viser en Vilje til at helbrede; men
Tid og Livsforhold gør jo dog, at den Lægekunst,
der her udfoldes, væsentligst bestaar i Saarkunst.
Tragikomisk er det ogsaa, at Flertallet af Læger
(naar man ser bort fra den lærde Tids store Polyhistorer som
Steno, Borch
og
Worm,
der dog mere
er Teoretikere, der undersøger det menneskelige Legemes Indre ved Dissektioner og derved opdager,
at Hjertet er en Muskel, og paaviser andre indre
Organers naturlige Bestemmelse og Funktioner, men
ikke kendte til Praksis) var Barberer, Chirurgus’er,
som
Holberg
med en vis Haan kalder dem. Ja, selv
Tode
var af Uddannelse slet og ret Barbersvend.
Absalon
skal dog have den Ros, at han ogsaa
paa det sanitære Omraade var forud for sin Samtid,
saa at han, ikke af Hensyn til de Syge, men til de
Sunde, indrettede Isolationsanstalter for Spedalske,
St. Jørgensgaarde for Sindssyge og Pesthuse; men
hvad hjalp det paa Sygdommene, naar man ikke
havde Midler eller Kundskaber til at bekæmpe dem?
Senere naaede man de ret fortvivlende Lemme-
stiftelser som Vartov og Almindelige Hospitaler
rundt
0111
i Landet; men Behandlingen var ikke
bedre dér. Et Lyspunkt i vor Sygeplejes Historie
skabes i Svenskekrigens Dage 1659 her i København af de rent faktiske historiske Forhold; de under Byens Belejring faldne kunde man nok faa
8