114 / 131
1 1 0
til at anbringe en Gave dér, hvor den ser bedst ud
i ens Hjem.
Der staar dog endnu en lille# og skøn Statue i
Ørstedsparken, og den gaar ingen forbi uden at føle,
at den staar der med Rette. Det er Mindet om Frøken
Nathalie Zahle.
Alverdens Modstandere af al
Kvindebevægelse — de bliver da Gudskelov færre
for hver Dag, der gaar — vil føle og forstaa, at
hun ikke kunde eller burde have en ringere Plads
end den, hun her har faaet.
Prøv selv, hvad det vil sige, at hun i en Tid, hvor
Pigebørn kun var Ægteskabsobjekter, vovede imod
alle i de Dage gældende Begreber
0111
sund Sans,
at sætte Kvinden paa sin rette Plads. Hun begyndte ikke paa det letteste Sted, fra neden, hvor
man sukkede efter Frigørelsen; nej, hun tog den
vanskeligste af alle Opgaver op, da hun tog fat
ovenfra og lærte Danmarks unge Piger deres Pligter
for Samfundet baade udad- og indadtil, og hun
havde den rigtige, ægte pædagogiske Følelse af, at
de, der kunde sprede Kulturen nedad, maatte søges
oppe i de Lag, der ejede Kultur, de kunde bringe
nedefter.
Der har næppe levet nogen Kvinde, der havde
dybere Forstaaelse af, hvad Ordet
Moder
betød, end
den ugifte, moderlige Frk.
Zahle;
der er ingen, der
bedre kunde prædike ikke Pligten, men Retten for
Kvindens Kald end hun; derfor har hendes Billedstøtte sin Plads, hvor den staar, blot den ikke vendte
Ryggen, men Ansigtet til det Sted, hvor hendes Livsvirke kronedes med Held.
Teknisk Skole er en underlig Nabo til Frk.
Zahle;
det stille og det larmende mødes her. Gaar man en
Aften Ved Titiden forbi og ser alt det løsslupne Liv,
som Haandværkets Læredrenge skaber her, naar de
faar fri fra deres i Almindelighed ret tvungne Ophold inde paa Skolens Bænke, lugter man deres