KnudBokkenheuserNørrebro

106

vade til op over Anklerne. Ved hvert Skridt, vi

gjorde fremad, gled vi to tilbage. Snart hed det:

»Søde Mand, nu falder jeg,« snart: »Aah, nu kan

jeg ikke mere!« Som en god Ægtemand og Ridder

understøttede jeg efter ringe Kræfter hendes vaklende Fjed, men ogsaa jeg havde Vanskelighed ved

at holde mig paa Benene og maatte ofte holde mig

ved et Træ, for at vi ikke begge skulde falde omkuld. Flere Gange maatte vi staa stille og angle

efter min Kones Sko, som paa en forræderisk Maade

havde løsnet sig fra Fødderne ved Dyndets store

Tiltrækningskraft og med lumske Miner aldeles

havde skjult sig i Snavset for vore spejdende og forbavsede Blikke.

Men Gud være lovet! Taalmod og Standhaftighed

sejrer tilsidst, og efter IV

Times — siger og skriver

Times — besværlige Gang naaede vi, efter ud-

standen Livsfare, Hjemmet. Hvad om vi var bievne

stikkende i Dyndet til næste Morgen til Spot og Spe

for den gabende Pøbel?

Efter vor Hjemkomst vejede jeg min Kones Sko,

og befandtes de da med Snavs og alt at veje Brutto

6Vs Pd. Naar jeg nu regner Thara af Skoene til

2 Pund, saa er det lig Netto 6 Pund Snavs, som

min stakkels Kone maatte slæbe paa i hin uheldssvangre Nat. Paa mine Støvler sad Snavset i Lis-

pundevis; men jeg har altid som brav Mand paataget mig at bære de tungeste Byrder i vort Ægteskab. Som sagt altsaa: Den Rejse glemmer jeg

aldrig.Min ærbødige Bøn til høje Vedkommende, der i

denne Tid har indhentet saa megen Ros i de offentlige Tidender for disse Spadseregange, er derfor:

at træffe saadanne Foranstaltninger, at Elskoven

ikke forkøler sig ved at vandre paa en vaad og

slibrig Sti, men at denne, der egentlig burde bestrøes

med Roser, bliver lige saa god at passere som »Ægte