103
gik fra Bispens Hjørne ned gennem Studiestræde,
en tredie fra Klædeboderne til Klareboderne og den
fjerde og sidste fra Hovedrenden til Vesterport. Alle
senere anlagte Render til Pustervig og Aabenraa og
videre, til Helliggejststræde og Peder Hvitfeldsstræde
gaar ogsaa omhyggelig uden om Peblingesøen, fordi
Hjertet af Ledningen ligger paa Store Ravnsborg.
Derimod har Peblingesøen Æren af at være med
til at danne det naturlige Værn om Byen, da Carl
Gustav lagde sin Skanse paa Ravnsborg. Og den
kan godt tage sin Del af Æren for det, der siges
om vor By i en samtidigs Vers:
sO Kongestad! Dit Sejrsminde
til Danskes sidste Slægt skal staa.
Det Land, som
Gustav
vilde vinde,
bag dine svage Volde laa.
Men Borgerkæi'ligheden vinder,
og
Gustav
skælver for sit Navn.
Hans Haab og Helte Gravsted finder
omkring det frelste København.«
Selv
0111
Peblingesøen ikke fik Lejlighed til at
gemme svenske Lig i sit Dyb, var dens blotte Eksistens dog nok til, at
Carl Gustav
lagde sit Angreb
paa Byen uden om den, og derved frelstes hele den
Del af Byen, som man da ansaa for dens Hjerte,
Omegnen af Frue Plads, fra Undergang.
Brandmestrene, som havde deres Kortegal (Corps
de garde) i Vor Frue Kirke, vidste godt, at de kunde
hente Vand i Peblingesøen. De holdt deres Skild-
vagter i Taarnet, nogle øverst i Lydhullerne, nogle
»lidet bedre nede, nogle derunder igen, at den ene
straks kunde tale til den anden indtil den nederste,
som var nedre i Kirkens Taarn. Hver Gang der
kom en Granat eller gloende Kugle fra Svensken,
raabte Brandmesterens Skildvagt: Ho, Vægtere, ho!
— Der kommer gloendes Kugler. — Den faldt paa
Nørregade — den paa Vestergade — den gjorde