112 / 131
108
ikke gad ride ned ad Nørre- og op ad Østervold, at
den Bro blev bygget? Men saa . . . ja, nu staar jeg
og tænker paa
Kaalunds
blodige Ord om Boulevarderne med Træer, der plantes paa ny hvert Aar;
jeg har jo set dem trille ikke alene Minderne, men
Træerne væk paa Skubkarrer, og hvor er de blegnæbbede, de gamle Træer, hvor de nu forsøger at
pynte op i Byen. Hvad der bliver oven over det
Kloakrør, der skjuler den nye Bane, véd jeg jo ikke.
Kønt kan det i alt Fald ikke blive. Og det er en
ringe Trøst, at jeg endnu om Aftenen har det Eventyrsyn, at de tusend Lys tændes over Banegaardens
Terræn; det bliver vel ogsaa bebygget, saa at jeg
ikke længere om Morgenen kan se helt ud til Frederiksberg Slot; for det tror De ikke; men det kan
man nu alligevel, hvis man har lidt Fantasi.
En By med høje Huse og graa Tage har ogsaa
sin Charme, naar man ser den paa Afstand, ikke
gaar i den. Der ligger en Taage derover, som kan
faa selv en rygende Skorsten til at blive malerisk.
Jeg véd ikke, hvorfor jeg altid, naar jeg kigger ad
den Vej, kommer til at tænke paa den kongelige
Porcellænsfabrik og Bing & Grøndahl. Gaar jeg
maaske paa Akkord med Skorstenene, eller tænker
jeg paa, hvad der skabes og arbejdes derude?
Ingen véd det; men kigger jeg til højre, hvor i
mine unge Aar Stadsgraven og Teglgaardsbroen laa
— den dejlige Teglgaardsbro! — saa ser jeg dog nu
Frøken
Zahles
Skole og
Teknisk Skole,
og jeg for-
staar, at der er andet her i Livet, der har Ret og
Krav end min Friluftssans. Tænk paa det en Dag,
naar De rigtig bliver ond paa alt det, der tog haardt
om Deres Hjerte, og forstaa saa, at vor gamle By
kan gøre os Sorg, den kan volde os Smerte; men
man kan aldrig
blive vred paa den.«
Der er Folk, der har ment, at
Sophus Bauditz
var for lille til, at man skulde rejse ham et Minde