111 / 131
107
skabsstien«, den dog ikkun faa i disse pengetrange
og næringsløse Tider med frejdigt Mod kunne betræde. « Selv om denne lille Artikel ikke siger noget direkte, kan man sikkert billedlig forstaa, at den snusfornuftige Indsender har villet moralisere over den
mere »ubedækkede« Ægteskabsstis Fortrin (langs
Sortedamsdosseringen), hvor alle kunde følge de
spadserendes Færd, fremfor den umoralske, let skjulende Kærlighedssti, hvor slibrige Ting kunde gaa i
Svang. Derved faar denne tilfældige Artikel virkelig
Interesse ud over det rent efemære, som et Træk i
Tidens Billedbog.
Over
Piessens
gamle Have fra Peblingesøen til
Volden gik Tidens Mishandling lempeligere end paa
den anden Side; og skulde der handles ilde, var
det jo alligevel godt, at der her rejstes noget, der
ikke gav det kolde Gys, som vi ellers føler, naar vi
tænker paa det, der svandt.
En af de sidste Dage,
Sophus Bciuditz,
der boede
lige paa Hjørnet af Teglgaardsstræde og Nørrevold-
gade, levede, stod han ved sit Vindue og saa ud over
alt Roderiet, hvor nu snart Boulevardbanen er færdig. Han vidste næppe da selv, at han skulde dø
saa snart, han, der elskede sin By og ikke forstod,
at man kunde nænne at gøre den Fortræd. Og han
sagde paa den stille og inderlige Maade, der gjorde
alle de Ord, han talte, til Poesi: »Her vil jeg blive,
for nu véd jeg, at de ikke kan tage mere fra mig,
end de har gjort. Ørstedsparken der nede er dog
min. Se den i Vinter og Sne, og se den i Foraarets
Gry. Der er dog noget af den gamle Voldpoesi over
den. Det er morsomt at tænke paa, at Broen der
ovre, hvor Stadsgravens sidste Rest gemmer vore
sidste Bysvaner, i sin Tid forbandt Øster- og Nørrevold.« Med et Ryk vendte han sig
0111
og sagde:
»Véd De, at det var, fordi Frederik den Syvende