95
talt kun byggede paa den gamle, ret vandede Stu-
denterbrander-Manér, som denne satte sig Blomst
i
Carl Møllers
og
Villiam Fabers
Viser og Komedier.
Der manglede Salt og saa den Omstændighed, at en
Digtart som denne skal være hensynsløs og i Oppo
sition til alt og alle.
Peter Wilh.
fik først en Konkurrent i sin tidligere
Skuespiller,
Ferdinand Schmidt,
der selv grundede
et Revuetheater i National, men han fik langt far
ligere Fjender i de to Revue-Mestre
Axel Henriques
og
Anton Melbye,
der unge og kaade lagde ud for
frisk Vind med deres »Venstre-revuer« paa Frede
riksberg Morskabstheater i Estrupiatets allerhidsig-
ste Dage. Enden paa det blev da ogsaa, at Konkur
renterne slog sig sammen i Ravnsborggade, der er
og var »den rigtige gamle Sæbekælder« for Re-
vuerne; dér skabte
Henriques og Melbye
i Forening
med Komponisten
Olfert Jespersen
og
Peter Wilh.
Standardtypen for Københavnerrevuen, støttet selv
følgelig af Kunstnere som
Frederik Jensen, Gerner
og Fru
Friis-Hjorth;
og man kan, hvor meget gamle,
sure Gnavepotter end snærrer af Genren, ikke nægte,
at Revuerne danner uvurderlige Træk i Københav
nernes Fysiognomi fra Halvfemserne til vore Dage,
som ingen virkelig Kulturhistoriker kan lade upaa-
agtet. En Kunstart er det, og enhver Art Kunst har
sin Berettigelse.
Siden da er der kommet mange fornøjelige Revue-
forfattere,
Carl Arctander, Johannes Dam
o. fl.; men
ingen kan tage Æren fra Nørrebros Theater for, at
det er Revuens rette Hjem og Arnested.
Hvor mærkværdigt veksler Billederne dog her fra
Ravnsborgsiden af Nørrebro, der, hvor Land be
gyndte, og By holdt op, hvor By aad Land, og Land