96 / 131
9 2
og
Heiberg
lader den forlorne Baron
Rotschild
svare:
»Jeg derom ene sige vil:
es kostet schw er zu krieges ;
jeg gi’r sgu ingen Penger til,
saa faar de nok forliges.«
Men disse revue-mæssige Glimt er dog kun rent
sporadiske i Vaudevillerne. Snarere kan man sige
det om et Par smaa Pjecer af
H. C. Andersen, H. P.
Holst
og
Overskou,
der fremkom i Begejstringens
Hede under Treaarskrigen for at forherlige den
brave danske Jens. Som litterære Revuer kan vel
ogsaa polemiske Arbejder, f. Eks. »Julespøg og Nyt-
aarsløjer«, ja, for saa vidt ogsaa »St. Hans Aften
Spil« og »En Sjæl efter Døden«, betragtes; de har i
al Fald det til fælles med Revuerne, at de forstodes
særdeles godt af deres Samtid; men de kan paa
Grund af deres mange Allusioner til Dagens Begi
venheder nu kun læses med Kommentarer.
Det bliver derimod Københavnernes Uvilje mod
Grevinde
Danner
og hendes Regimente, der i Halv
tredserne og Treserne med eet Slag skabte den vir
kelige Revue, der dog ikke var Sommerrevue, men
Nytaarsrevue. Den skyldtes den uforlignelige Rim
mester
Erik Bøgh,
og den mest bekendte, eller maa-
ske mest berygtede, er »Grevinden og hendes Sød-
skendebarn«, der indeholdt følgende hadefulde Vers:
»Jeg hader den, der steg fra Dybet,
bedækket med et Folks Foragt,
som nu behersker hele K rybet
ved stjaalet Guld og ranet Magt,
som fræ kt fortrænger, livad vi ejer
a f hædret Navn og ædelt Blod,
og med sin Skare lydige L akajer
en Skanse slaar om Tronens Fod.«
Mærkeligt nok havde
Erik Bøgh
til disse revue-
agtige Angreb paa Grevinden sit bedste Publikum i
den akademiske Verden. Aarsagerne hertil maa dog