91 / 131
87
København, ikke blot med udstrakte Græsmarker,
men ogsaa med Lunger, som den store stadig vok
sende By trængte til.
I vore Dages Fantasi lever Lersøbøllen Ferdinand
Eriksen og hans Elskede, den lille Karen Spidsmus,
endnu som Illustrationer til den Fælledpoesi, der
husedes ude hos Jomfru Græsmejer, til den fandt
tryggere Ly indenfor Fængselets gæstfrie Mure.
For at forstaa, hvorledes Fællederne overhovedet
er blevet til, er det nødvendigt at gaa tilbage saa
langt som til selve Roskilde-Bispernes Dage, da
Byen var lille, og da den maatte have et Opland
omkring sig for en Gang at kunne udvide sig. Søerne
dannede da et naturligt Skel om Staden, men de
var vel næppe den Gang andet og mere end Mose-
drag med en Masse Siv. Peblingesøen og Sortedams
søen gik i eet, og Vejen ud fra Nørreport gik rime
ligvis mellem Peblingesøen og St. Jørgens Sø (Peb
lingedammen hed det hele da), og Middelalderens
»Nørrebrogade« gik sikkert langs Ladegaardsaaen.
St. Jørgens Sø var et lille Vandhul med Afløb i
Rosenaaen, og saa fortabte man sig i Enge og Pløje
mark; det var disse Marker, der var fælles eller
Fælleder for Byens Beboere, deres Bymarker og
Orer.
Om saa Nørrefælled har tilhørt Landsbyen Ser-
ridslev, der snart slugtes af København og laa mel
lem Jagtvejen, Rørsøen, Lygtevejen og Strandvejen,
eller den har været Bispe- og Kongseje, derom er
de Lærde uenige. Men Serridslev Kongsgaard laa i
alt Fald paa Nørrefælled.
Alt dette ligger imidlertid saa uendelig fjernt for
os; om Borgernes Øvelser paa Fælleden, især fra
Nørrefælled til Vibenshus, er der talt her og andre
Steder *); det, som i vore moderne Tider giver
*) Se nærv. Forfatters: «Østerbro«.