89 / 131
85
saa han usikker, hvilket gav sig mange Udslag un
der Kampen mellem den Danske og Jøden i ham.
Her skal blot mindes om hans berømte Tale paa
Skamlingsbanken i 1844, som han dog selv senere
kalder »sørgelig«.
Han begyndte: »Jeg er en Jøde; hvad vil jeg mel
lem Jer?« Da der fra Forsamlingen lød et: »Jo, jo,
velkommen!« fortsatte han med den Erklæring, at
han som Jøde stod der med Rette, fordi han bragte
dem Ordet: »Øje for Øje og Tand for Tand«, »fordi
det ikke gik an, som foreskrevet stod fra den anden
Side, at vende Kinden til, naar der blev slaaet, men
man skulde slaa igen paa Slesvig - Holstenerne,
haardt mod haardt, ondt mod ondt, gøre Gilde for
dem, som de vilde for os!«
Den stille Kirkegaard der ude paa Nørrebro led
heldigvis ikke noget linder Jødefejden; skønt der
var Røster nok, der krævede, at man skulde skænde
Jødernes Grave, var Vejen derud dog for lang, og
Kirkegaarden ligger hen i den Fred, der tilkommer
de dødes Have; men den ligger der tillige som et
Minde om al den Tak, Danmark skylder sine Jøder.
Gaar man derind, vil man se, at Stenene taler; det
ene højt ansete Jødenavn straaler een i Møde efter
det andet, idet det bærer Vidne om den Hæderlig
hed, Dygtighed, Uegennytte og fremfor alt uselviske
Fædrelandskærlighed, der har præget de gode Jøder,
og det er ingen Overdrivelse at sige, at det er de
fleste af Jøderne, der hører til de bedste i vort Sam
fund.
Naar man blandt Navnene paa Stene i Flæng
nævner:
D. B. Adler, J. Ballin
(Kobberstikkeren),
Frænckel, Levin, Melchior, Meyer, David Eibe-
schiitz, Nathansohn, Ruben, Salomon, Simonsen,
Trier
og
Wolff,
vil man let indse, at man her staar
overfor en Række Navne paa Slægter, der i den ene
eller den anden Retning har været med til at bære
6
*