KnudBokkenheuserNørrebro

8 9

rømte Folkemøde paa Nørrefælled d. 5. Maj 1872,

Pio, Brix

Geleff.

Oprigtigt talt var der ingen af

disse, der fortjente det.

Louis Albert François Pio

var en underlig Blan

ding af Viden og Uvidenhed, af Entusiasme og Pjal

teri, af Videnskab og Humbug. Hans Ungdomsstu

dier over Folkesagn, navnlig om Holger Danske,

førte ganske vist til nye og overraskende Resultater,

der for øvrigt siden er blevet omstødte paa væsent

lige Punkter; men den Begejstring, hvormed han

derfra kastede sig ud i Politik, efter at han først

havde prøvet den lille Omvej at være Huslærer hos

Kammerherreinde

Berling

og været nær ved at gaa

over til Katolicismen, hvad der jo passede godt i det

Kram, fortæller os straks om en Mand, som tog sit

Gods, hvor han fandt det, og sejlede med den Vind,

der var ham gunstigst.

Da han skabte sit i Tilslutning til »Internationale«

stiftede Parti, troede han vel nok paa sine Teorier;

men da han Dagen inden Fælledmødet blev arre

steret og siden af Højesteret i 1873 blev dømt til

fem Aars Forbedringshusarbejde, hvoraf han dog

kun udstod de to, da han blev benaadet 1875, var

han saa præpareret til at svigte sin egen Sag, at

han, der dog havde søgt at vække Opsigt om sig

ved at stille sig i femte Kreds mod

Bille

i 1876, val

let at købe til for 4000 Rdl. kontant at forlade Dan

mark og sine Idealer.

Og var

Poul Geleff

egentlig meget bedre? Han

var ringere begavet end

Pio,

han havde Forsyndel

ser mod den borgerlige Straffelov paa sin Samvit

tighed, og han formaaede egentlig kun at række

Tunge bag sine Tugtemestres Ryg, som da han efter

sit Fængselsophold udgav sin Beskrivelse af det:

»Under Laas og Lukke«. Det hed sig i lange Tider,

Pio

skulde have taget den Præmie, der tilfaldt

Geleff

fra Politiets Kasse, for at han skulde forlade