88 / 131
8 4
sterlige Roman »En Jøde« har givet os en gribende
Skildring af Begivenhederne. Han har ikke selv
oplevet Jødefejden — han var født d. 26. Oktober
samme Aar — , men han har faaet den levende skil
dret. Han siger selv, at i »En Jøde« har han skildret
Jødefejden, som om han havde oplevet den og væ
ret personligt gennembævet af den, — rigtignok ikke
efter dens Virkelighed, men efter dens Sandhed,
saaledes som den drog over Vordingborg. Alt, hvad
der fortælles om de enkelte Personer, er opdigtet,
men: »Fjendskabet, Lidenskaben er Virkeligheden.
Det er sandt, at Omegnens Bønder mødte med Sæk
ke, som de ved Plyndringen vilde fylde, naar det
blev mørkt; men saa længe det var Dag, købte de
rigeligt og betalte uden at prutte. Da det begyndte
at mørknes, lukkede min Fader Huset og gik med
Moder og mig ufødte over til min vældige Onkel
(der blev Model til Isak Bamberger i »En Jøde«).
Fader, Onkel og hans ældste Søn væbnede sig hver
med en Økse og stillede sig ved Døren til det inder
ste Værelse og ventede. Der blev ikke vekslet andre
Ord end, at Onkel, da der lød et Brøl, sagde til
sin Kone, min Moders Søster: »De skal ikke røre
Sømmen paa din Kjole, saa længe der er en Blods-
draabe i mig!« — »Dej: véd jeg nok, Isak,« svarede
hun.
Nu hørtes Bulderet af de kommende; men straks
efter kunde ogsaa høres, at der foregik noget uven
tet: det var Byfogden, der ved at komme i rød Kjole
i Spidsen for sine to Politibetjente og under Raabet:
»I Kongens Navn!« at slaa om sig med sin Spansk
rørsstok splittede hele Skaren, og saa var alt forbi.«
Det skulde vare længe, inden dette Jødehad helt
fortog sig, og Jøderne havde selv en Følelse af Tvivl
og Ængstelse i sig. Skønt
Goldschmidt
ideligt følte
sig tiltrukken af de Kristne, hvilket hænger nøje
sammen med hans Kærlighed til Danmark, var og-