86 / 131
82
af 10. Oktober 1788 gav dem Adgang til Haand-
værkslaugene, og at Regeringen samtidig med stor
Iver tog sig af Ordningen af deres Skolevæsen.
Nu skulde man have troet, at Jøderne socialt
havde den lige Vej at gaa for at naa op i Anseelse
med de Kristne. Da hændte i 1813 det forsmæde
lige, at en dansk Forfatter, den ellers saa humane
Thomas Thaar up,
oversatte et tysk Smædeskrift:
»Moses og Jesus«, der paa en for ham selv lidet
smigrende Maade angreb den jødiske Nation og
lagde Jøderne for Had. Herved opstod »den litte
rære Jødefejde«. Skriftet foranledigede nemlig man
ge retfærdige Modskrifter, først og fremmest fra
Jens Baggesen,
der jo allerede i »Labyrinten« havde
talt Jødernes Sag saa smukt og varmt, som ingen
sinde før var sket. Ogsaa
St. St. Blicher
tog ivrigt
Jøderne i Forsvar.
Vi skulde dog helt ned til 1819, inden København
satte den Skamplet paa sig selv at etablere en vir
kelig Jødefejde. Og hermed hang det saaledes sam
men:
Ophidselsen var fra Tysklands større Stæder naaet
til København. Man beskyldte Jøderne for at være
Aarsag i de daarlige Tider, og derfor skulde de dri
ves ud af Landet. Den 3. September fremkom der
et anonymt Opslag paa Børsen, der opfordrede »alle
gode kristelige Borgere« til at drive Jøderne, »denne
Samfundets Pest«, ud af Byen. Man anviste lige
frem Østergade med de rige Jøders Butikker som
det Sted, hvor man mest skulde tage fat. Det hjalp
lidet, at Justitsminister
Kaas
skærpede Censuren og
paalagde Politimester
Hvidberg
at fare strængt frem
mod Jødeforfølgerne. Politimesteren var nemlig
langt fra sin Post voksen.
Lørdag den 4. September om Aftenen samledes
Sjovere, Læredrenge, Matroser og andre paa Øster
gade og begyndte at slaa Ruderne ud hos Silke