78 / 131
74
Grænsen mellem de to Haver. En skønne Dag over-
raskedes de — det var i 1837 — pludselig ved, at
ingen ringere end
Chr. Winther
svang sig over Have
diget og stod midt iblandt dem, idet han præsen
terede sig som »Ridderen af Nørrebro«, og efter at
den første Forskrækkelse havde sat sig, syntes de
unge Piger i Grunden godt om denne besynderlige
Troubadour, der altid havde Hjertet paa Læberne,
altid et lille galant Vers parat; det hele var gaaet
saaledes til, at
Chr. Winther,
som i den Tid kæm
pede en haard Kamp for at frigøre sig fra sin For
lovede, den ulykkelige Jfr.
Sophie Hansen,
med
hvem han kort efter slog op i sit hjerteløse og bru
tale Digt »Ravnens Kvide«, for at faa Ro i sit ustyr
lige Sind havde lejet sig to Værelser uden Ports
hos Madam
Hansen.
De unge Piger havde med en vis Nysgerrighed —
som enhver nogenlunde kendt Forfatter eller Digter
endnu den Dag i Dag føler sig udsat for, smigret
eller generet af — observeret, hvorledes han levede
sit daglige Liv, og de kunde fra deres Lysthus kigge
lige ind i hans Stue. De vidste, at han stod sent
op, ja, sommetider var de helt flove over, at han
laa i Sengen, naar Klokken var slaaet 12. Saa gik
han, naar han endelig var kommet ud af Fjerene,
ind til
Gram,
hvor han spiste sin Frokost og pas
siarede en Timestid, især naar en af Døtrene var
til Stede. Galant og ridderlig var han altid, lidt
lapset syntes de rare Piger dog af og til. Men det
hændte ogsaa, at han beordrede sin Frokost sendt
over paa sit Værelse, og saa fik Pigebørnene travlt
med at passe paa; for saa vidste de, at Aanden var
kommet over Digteren, og de glædede sig til, at han
den næste Dag vilde komme ind til dem i Lysthuset
og læse højt for dem, hvad han havde skrevet. Og
der var ingen, der kunde læse saa kønt og hjerte
varmt som
Chr. Winther,
— syntes de da.