79 / 131
75
Og var det noget rigtig interessant, satte man alle
mulige andre Hensyn til Side i Huset, ja, Døtrene
fik endda den skikkelige Madam
Hansen
til en Gang
at udsætte en Storvadsk i fire Dage, bare for at Pige
børnene kunde faa Lov til at høre Chr. Winther
læse højt.
Naar denne Højtlæsning var forbi, gik Chr. W in
ther gerne til Byen, hvor han spiste sin Middagsmad
hos Traktør
Petersen
paa Vestergade, hvor der var
saadan en Pokkers køn Tjenestepige, der hed
Louise.
Men naar han kom hjem, var han atter »Ridderen
af Nørrebro«; han sværmede for alle de unge, friske
Piger, og det var ikke helt sjældent, at han improvi
serede et Vers til dem. Et af dem begynder:
I Haven glad jeg træder ind,
mens Morgendæmringen svinder,
jeg kan ej andet end takke Gud
for Sm ilet paa Rosens Kinder.«
Og Pigebørnene var alle glade for ham: »Nu kan
man mærke, Digteren kommer,« sagde de, ikke
alene fordi han, der jo holdt af at hæge om sin
Person, altid bragte en diskret Duft af Eau de Co
logne med sig, men ogsaa fordi han ved en lystig
Sang eller Nynnen bebudede sin Ankomst. Det var
kun een eneste Gang, han forfærdede dem ved at
plumpe lige over Havediget fra Nørrebrovejen ind
i deres Lysthus.
Da han slap fri for
Sophie Hansen,
var det, som
om der vældede ny og fri Livslykke op i ham, og
Erotiker som han var, kunde han ikke tænke sig
selv uden en Genstand for sit Sværmeri, og hans
Kærlighed faldt da ganske naturligt paa den ynde
fulde, nittenaarige
Marie Hansen
der ude i Gartner
haven paa Nørrebro. Hun var høj og slank med
brune Lokker ned ad Nakken, blaa Øjne, der saa
saa barnligt og drømmende ud i den store Verden,
som hun forstod sig saa lidt paa.