212 / 395
J. C. MODE WEG & SØN
I 1668 fandt imidlertid Henrik Ehm ud af, at Brede var mere egnet til et Ivob-
berværk, og lod sig derfor Anlæget tilskøde af Rosenmeyers Arvinger. 1699 fik det
nve Værk Privilegium paa at maatte lade de forarbejdede Varer forhandle Landet
rundt ved de saakaldte
Kobberførere.
1719 erhvervede en vis Poul Badstuber Værket,
der alt da synes ogsaa at have omfattet Nymølle. Badstuber nød stor Anseelse og
Kredit, saavel fra Købmandsstandens som ogsaa fra Kongens Side, men gik ikke
desto mindre fallit 1746, og det bekendte Grosserer-Firma F a b r i t i u s & W e v e r
maatte overtage »Brede og Nymølle Kobber-, Le- og Jern-Værker« paa en Interes
sent-Kreds’ Vegne for dennes Tilgodehavender.
Samme Aar døde Fabritius (Agent, Justitsraad Michael F., Direktør for Asiatisk
Kompagni), hans Enke (Anna Marie f. da Koster, en Frankfurter-Dame) ægtede Kom
pagnonen, Johan Frederik Wever, der senere (1754) blev Etatsraad og Overformyn
der*). Brede blev imidlertid ikke længe i denne Families Besiddelse, men gik efter-
haanden helt over i en af Interessenternes, den alt flere Gange nævnte J o o s t v a n
I lem e r ts Ene-Eie (se »Holger Petersen«, S.
6
-
8
). Hans Søn, Peter, opførte den statelige
Hovedbygning i 1795. Men ti Aar efter maatte han friste Forgængerens, Poul Bad
stubers Skæbne, det en Gang saa stolte Handelshus maatte 1805 gøre Opbud, og Aaret
efter gik Brede over til Prof. L. Manthey og to Baroner Wedel-Jarlsberg. 1812 købte
saa den berømte Grev E r n s t S c h im m e lm a n n Halvdelen af Brede, og 1817 blev
han Eneejer af hele Godset. Dette var imidlertid da blevet betydelig formindsket,
da de 7 under samme hørende Fæstegaarde (i Lundtofte) allerede 1796 var bievne
bortsolgte til disses' Fæstere af Peter v. Hemert.
Under Grev Schimmelmann synes Kobberværket at have stagneret, men med
hans Død oprandt der en helt ny Tid for Brede. Paa Auktionen 1831 blev det købt
af Agent Theodor Suhr af Firmaet »J. P. Suhr & Søn« (se »Det Danske Kul
kompagni«, S. 15 f.)**) i Forening med J o h a n C a rl Modeweg.
J. C. Modeweg var oprindelig Urtekræmmer i Kjøbenhavn. Som Dækning for
leverede Varer maatte han en Gang overtage fra en Dugmagermester i Kjøbenhavn
9 Haandvæve og paabegyndte som Følge heraf ifølge Privilegie-Brev af 27. Januar
1810 et Dugmagerværksted i Bredgade. Saa lille og tilfældig en Oprindelse havde en
af Landets største Klædevarefabriker!
Ovenikøbet var Forsøget grumme nær ved at blive kvalt i Svøbet. Natten mel
lem den 2. og 3. Januar 1820 blev— hedder det i Modewegs Optegnelser — »ved en
ulykkelig Ildebrand Alt af Luerne fortæret, uden mindste Godtgørelse for mig, da
j eg ej havde assureret«. Kongen synes imidlertid derefter at være traadt hjælpende
til med et større, rentefrit Laan, og med den kongelige Gunst og Gave maa Lykken
) Anna Köster overlevede ej alene sin anden Mand, Wever, men ogsaa sin tredie Mand, Gene
ralmajor Descarrieres de Longueville. Hun levede sine sidste Aar paa sin første Mands skønne
Ejendom, »Enrum«, der efter liendes Død tilfaldt Sønnen C. A. Fabritius de Tengnagel.
) Paa Suhrs Haand blev atter ligesom i Ernst Schimmelmanns Tid Brede forenet med det i
den danske Æsthetiks Historie saa berømte »Sølyst«. Opførelsen af denne skønne »Lystgaard paa
Bakken ved Hvidøre« blev paabegyndt af Etatsraad Just F a b r i t i u s (1703-66), — en Broder til
fornævnte Michael F. og altsaa en Onkel til C. A. Fabritius de Tengnagel, Enrums tvende Ejere
—og fuldendt at Enken Marianne, f. Brugnier (en Hamborgerinde). Hun solgte Stedet til General-
major Clausen, der atter (1776) skødede det til Schimmelmann. Som man ser, har alle disse skønne
nordsjællandske Lyststeders Skæbne været nøje knyttet sammen.