S_DeDanskeByerhvervITekstOgBillederKøbenhavnII

£ 3 f

O. V. MÜLLER & C0 . ’s DAMPVÆVERI

e t

er i Aar, 1906, lige tre Kvart Aarhundrede siden, at O. V. Midlers Fader,

A. W. Midler, begyndte paa Tilvirkningen af Bomulds- og Linnedvarer. Det

var i de gode, gamle Tider, da slig Tilvirkning naturligvis foregik paa Haandvæv,

oftest i Hjemmene, men A. W. Midler drev det i større Stil og paa systematisk Vis,

saa det blev til en hel lille Fabrikationsvirksomhed, — ja efter Forholdene i de Dage

var den nu slet ikke saa lille endda, i hvert Fald fattede Landets Konge Interesse

for den og skaffede Midler billig Leje-Grund til dens Drift ude i Jægersborg Dyre

have. Imellem Raavad og Stampen fik han paa Christian VIII’s Befaling anvist et

passende Areal af Skoven til at indrette sig et Bomuldsvæveri paa — og kongeligt

Løfte om i sin Tid at maatte købe Jorden. Kong Christian var en Ven af al indu

striel Foretagsomhed og var nu nysgerrig efter at se, hvad Midler kunde faa ud

af det.

Og Midler fik da ogsaa bygget en efter Datidens Krav velindrettet og saapasse-

lig stor Fabrik derude, »Godthaab« ved Navn, med tilhørende Boliger for Væverne,

anlagde sig tilmed en smuk og sjælden Have og indrettede sig saaledes overhovedet

paa, at alt her kunde »have sit Forblivende«. Men da saa Kong Christian døde i

1848 strax efter Bevillingens Givelse, og den fri Forfatning fulgte snart efter, var

dermed bogstavelig talt »Grunden« under det ny Foretagende dragen bort under dets

Fødder eller i hvert Fald hieven

vaklende

, — det enevældige Kongeord fra Drottens

Mund gjaldt nu til Wandsbeck, og Müller følte sig stadig trykket af ikke at kunne

optage Prioriteter i sin Ejendom, da naturligvis Ingen vilde give Laan i Bygninger,

der laa paa en blot arvefæstet Grund. Men han tabte dog ikke Modet, saa længe

det gik, saa gik det.

Og det gik da ogsaa saa nogenlunde, indtil op i Halvtredserne Dampen meldte

sig som Haandkraftens Arvtager og Fordriver, — for Maskinerne og den moderne

Masseproduktion maatte da den oldtidsgamle Haandvæv, trods alle ældre Folks

Kulsviertro til dens Arbejdes »Soliditet«, selvfølgelig vige Pladsen. Men imidlertid

var der ogsaa i Müllers Bedrift voxet et nyt Slægtled op, som passede til og kunde

»følge med« den nye Tid.

A. W. Müller havde nemlig en stor Børneflok, hvoraf to Sønner gik over i

Virksomheden. Den ældste, O. V. M ü lle r, var allerede i 1864 bleven anbragt i Lære

hos Manufakturhandler Chr. Boas i Stubbekjøbing og havde derved erhvervet sig

god Varekundskab. Ret naturligt havde han »Væver-Blodet« i sig, og da han derfor

havde arbejdet nogle faa Aar i sin Faders Fabriksvirksomhed, tog han i Foraaret