251 / 395
DET STORE NORDISKE TELEGRAF-SELSKAR
D
e r
er noget af Eventyrets Trylleri over »Store Nordiske« — som i det hele
taget over alt, hvad der har med Telegrafen at gøre. Ikke for intet er der efter
saa mange barbariske Aarhundreder født den græske Gndeverden en ny Skikkelse:
den plumpe Dampkraft har hverken opnaaet at faa Gud eller Dæmon, men over
»Det store nordiske Telegraf-Selskab «s smukke Bygning troner som Skytsaand
den nyskabte Gudinde,
Elektra,
paa en Gang saa ægte græsk med sit Vingesus i
Gevandtet og den højt løftede Fakkel og saa ægte moderne, som den staar der lige
sprungen frem eller skudt op af Jorden, ret som »tændt« ved selve den elektriske
Gnist.
Lad os se nogle Fortidsbilleder ved Gudefaklens Lys.
— Det er en maaneklar Decembernat i det fjerne Østen — op ad Woo-
sungfloden glider tyst og sagte et Par Bugserdampere langs den vestlige Bred. Der
er noget fremmedartet, hemmelighedsfuldt ved Farten: hvad er det, som fra de store
Jernlægtere, der slæbes langsommelig frem gennem Vandet, sænker sig som en Sø
slange ned i Dybet? Endelig landes der inde i Shanghai, et mystisk Noget trækkes
op fra Floden i en Køkkenhave og graves stille og hastigt ned. Saa er hvert Spor
af Nattens Færd udslettet: Jorden og Vandet har slugt dem. Hvad er der sket?
Det første Telegrafkabel er af danske Mænd landet paa »det himmelske Rige «s
Grund. Det var den 8. December 1870.
Billedet skifter. Vi er endnu paa Floden imellem dens Udmunding i Yangtse
og Staden Shanghai, men det er ved højlys Dag, og Woosungfloden vrimler af chi-
nesiske Junker og Sampaner. Dog hver Gang en af disse gør Mine til at ankre ved
Vestbredden, flux ser vi den blive jaget bort med myndig truende Raab fra en
Baad, der ros ivrigt og skyndsomt frem. Er det mon Flodpolitiet — vi synes dog,
vi skulde kende de graa Uniformer, saa hjemligt de syner. Jomænd! Det er vore
egne akademiske Skytteuniformer, og det er gode, danske Studenter, nu Telegra
fister, som har iført sig dem for derved heldigt at bortskræmme Chineserne fra Kablet
paa Flodens Bund — vistnok den eneste Gang, hin Krigerdragt har gjort saa mar
tialsk og imponerende en Virkning.
Saa skifter Billedet atter og er hverken mildt eller fredeligt længer. Vi er paa
Fastlandet i Provinsen Fookien: under vild Larm fra Trommer og Gongoner træn
ger en chinesisk Pøbelsværm pludselig frem mod en lille Arbejdskolonne, som just
er i Færd med at rejse Telegrafstænger og trække Traade imellem dem. I et Nu er
Arbejderne overmandede, Traadene ituskaarne, Stængerne revne om, det hele Anlæg