277 / 395
K J Ø B E N H A V N
Borgere kunde faa læsket deres Ganer til en rimelig Penge. Lystig er det i disse
Overflods-Tider sikkert ofte gaaet til i den gamle, ærværdige Kælder, mangen en
Rhinskvins-Pokal er bleven tømt for Borgerheldet og det almene Vel, mangen politisk
Kande bleven støbt under mun ter Snak og Bægerklang. Det var forøvrigt ogsaa
højbaarne Kunder, som »Obersten paa Torvet« efterhaanden fik samlet sig — i
første Række Adelens og Militærets Kredse!
Men de tunge og trange Aar fulgte efter de lette og lyse Dage, det blev spar
sommere med Vindrikningen, hvor skulde man faa Pengene fra til slig »Over-
PARTI AF ET FOUSTAGELAGER
daadighed« — og dog, netop i de triste Tider trænger mangen Mand netop til en
Hjertestyrkning for at staa bedre imod Sorg og Ulykke og stramme sig op til ny
Iver og Ufortrødenhed! Nok er det, Vinkælderen vedblev at være godt besøgt, og
da den unge Mønster i 1829 overtog den, var det alt en blomstrende Forretning,
han gik ind til.
Det blev nu en hel anden Kundekreds end i gamle Dage, som kom til Huse
paa Hjørnet — Kunstnere og Literater, Skuespillerne fra »Torvet« havde i Tredi
verne, Fyrrerne og helt op i Halvtredserne deres kæreste Samlingssted hos Mønster,
her løsnede Vinen Tungen, saa det gode Hoved kom til sin Ret, her fløj mangen
lystig Skæmt over Bord, mangen lys Idé blev lykkelig fangen, naar Solstraalerne
tværsigennem det løftede Vinglas’ gyldne Skær tittede den Søgende ind i Øjet —
in
vino veritas!
Her kom i det kgl. Theaters berømmeligste Tid dets mest fejrede Acteurer,