DenKroniskeBolignød

1 8 5 0

’erne lå vore købstæder endnu som isolerede øer i det

grønne landskab. Nærmede man sig byen fra det åbne land, op

levede man den som et afsluttet hele. Man drog ind i byen og

befandt sig pludselig i en lukket verden mellem beskyttende

husvægge. A lle husene var bygget sammen langs gader og plad

ser. Folk boede i rækkehuse, én eller to etager høje. Hver familie

havde sit eget hus. Husene var sjældent store, men der hørte

altid en lille have til eller en lukket solrig gårdsplads, hvor bør

nene trygt kunne lege. Ofte lå der et udhus i gården, som gav

plads til brændsel og redskaber, værksted og vaskerum.

De fleste folk var fattige, men meget nøjsomme. Og husene

var fordringsløse, uden pynt og pralerier. Alligevel er der meget

lidt byggeri i dag, der kan måle sig med den tids boligform:

et byhus, der bevarede forbindelsen med jorden og sammenhæn

gen mellem boligen og den afskærmede gårdhave.

Indadtil var hus og have en enklave for et lille familiekollek

tiv, udadtil indgik det harmonisk i det større fællesskab, som var

gaden og byen. Folk længtes ikke bort fra deres miljø. Den lille

by var virkelig et

samfund

for mennesker, der havde

fundet

sammen.

I midten af forrige århundrede begynder dette billede at gå i

opløsning. Først i hovedstaden, hvor harmonien længe har været

brudt, og siden i landets øvrige byer. En opbrudsstemning breder

sig. Befolkningen søger til staden, der lokker med arbejde og en

ny eksistens, og mange søger til Amerika, de store muligheders

land.

I København gik det for alvor galt. Hovedstaden kunne slet

ikke optage det store befolkningspres. Husene voksede i høj

den og gårdene blev bebygget. Lyset og den friske luft forsvandt.

Tusmørket sneg sig ind i de små stuer. Kloakvandet blandede sig

med brøndvandet, og byens jord blev forpestet fra de åbne

rendestene. Befolkningens sundhedstilstand blev mere og mere

elendig.

Lykken var blevet borte i snavs og mørke og sygdom. Bymen

nesket begyndte at drømme om det tabte paradis. Vore roman

tiske malere, der ville skildre lykkelige og harmoniske mennesker

i deres fortrolige miljø, fandt ikke længere inspiration i byen.

162