præget af tilfældigheder og tendere mod kaos. Ser vi os omkring
i nutidens kaotiske mangfoldighed, må vi spørge: Har vi mistet
drømmen?
I det sidste par hundrede år er vi med større og større fart
drevet ind i en ny verden: den industrialiserede verden. Men vi
har endnu ikke accepteret de nye vilkår, og vi har ikke draget
konsekvenserne af dem. Industrialiseringen har givet mennesket
næsten ubegrænsede muligheder for livsudfoldelse. Og dog lever
vi i et tvangsforhold til denne nye verden. Industrialiseringen
har frigjort os fra vort afhængighedsforhold til naturen og vore
medmennesker. Men vi er blevet ensomme i vor uafhængighed.
V i føler, vi er om bord i et fremmed og sælsomt skib på vej til
ukendte lande. Måske er lasten tom, måske sejler vi med lig i
lasten.
Vort samfund er ikke længere en organisk helhed, alt er delt
op i specialer, som beherskes af specialister med ingen eller ringe
kontakt indbyrdes. Ikke blot individet, men også de enkelte sam
fundsgrupper isoleres. Langsomt analyseres samfundet til døde.
Ingen bringer tingene sammen. Ikke før vi kan anskue samfun
det som en organisme, har vi håb om at bringe tingene i lykke
lig balance.
Vender vi os fra samfundets totalproblemer til det mindre om
råde, som vi her skal behandle, ser vi, at det store spejles i det
mindre: Når det gælder vore boliger og miljøet omkring os, gen
finder vi de samme sygdomstegn. Jeg kan illustrere dette ved at
pege på to konkrete områder: Vor boligpolitik og vore bolig
idealer.
Om
boligpolitikken
udtalte boligministeren den
2 6
. august
1 9 6 3
: »... Der må fortsat vises mådehold i byggeriet.« Ingen ud
talelse kan bedre karakterisere vor boligpolitik: en permanent
skandale.
I over tyve år har man talt om bolignød her i landet. Hvad er
det, vi snakker om? Hvor stor er bolignøden? Og hvad er egent
lig bolignød? Ingen ved det rigtigt. Nogle anser bolignøden for
en samfundssygdom, som vi vist bliver nødt til at affinde os med.
En slags kronisk syge. Andre tror ikke på bolignøden. Blot lidt
skæv fordeling af boligmassen, siger de. Nogle overvejer alvor
186