DenKroniskeBolignød

præget af tilfældigheder og tendere mod kaos. Ser vi os omkring

i nutidens kaotiske mangfoldighed, må vi spørge: Har vi mistet

drømmen?

I det sidste par hundrede år er vi med større og større fart

drevet ind i en ny verden: den industrialiserede verden. Men vi

har endnu ikke accepteret de nye vilkår, og vi har ikke draget

konsekvenserne af dem. Industrialiseringen har givet mennesket

næsten ubegrænsede muligheder for livsudfoldelse. Og dog lever

vi i et tvangsforhold til denne nye verden. Industrialiseringen

har frigjort os fra vort afhængighedsforhold til naturen og vore

medmennesker. Men vi er blevet ensomme i vor uafhængighed.

V i føler, vi er om bord i et fremmed og sælsomt skib på vej til

ukendte lande. Måske er lasten tom, måske sejler vi med lig i

lasten.

Vort samfund er ikke længere en organisk helhed, alt er delt

op i specialer, som beherskes af specialister med ingen eller ringe

kontakt indbyrdes. Ikke blot individet, men også de enkelte sam

fundsgrupper isoleres. Langsomt analyseres samfundet til døde.

Ingen bringer tingene sammen. Ikke før vi kan anskue samfun

det som en organisme, har vi håb om at bringe tingene i lykke

lig balance.

Vender vi os fra samfundets totalproblemer til det mindre om

råde, som vi her skal behandle, ser vi, at det store spejles i det

mindre: Når det gælder vore boliger og miljøet omkring os, gen

finder vi de samme sygdomstegn. Jeg kan illustrere dette ved at

pege på to konkrete områder: Vor boligpolitik og vore bolig

idealer.

boligpolitikken

udtalte boligministeren den

2 6

. august

1 9 6 3

: »... Der må fortsat vises mådehold i byggeriet.« Ingen ud

talelse kan bedre karakterisere vor boligpolitik: en permanent

skandale.

I over tyve år har man talt om bolignød her i landet. Hvad er

det, vi snakker om? Hvor stor er bolignøden? Og hvad er egent

lig bolignød? Ingen ved det rigtigt. Nogle anser bolignøden for

en samfundssygdom, som vi vist bliver nødt til at affinde os med.

En slags kronisk syge. Andre tror ikke på bolignøden. Blot lidt

skæv fordeling af boligmassen, siger de. Nogle overvejer alvor

186