189 / 273
ligt, om bolignøden skulle være en slags indbildning, et spøgelse
fremmanet af besværlige og kontrære personer.
Ens temperament, fantasi eller politiske opfattelse har frit
spillerum. Spørgsmålet har nemlig aldrig været underkastet en
alvorlig undersøgelse. Måske fordi ingen såkaldte ansvarlige er
interesseret i resultaterne af en sådan undersøgelse. Ofrene for
bolignøden er trods alt et mindretal uden større politisk indfly
delse.
Men en skønne dag er tiden vel inde til et eller andet kom
missionsarbejde om vore boligproblemer. V i venter pa en hand
lekraftig politiker, der har mod til at stå op og f. eks. foreslå, at
vort udmærkede byggeforskningsinstitut indledningsvis gar i
gang med forberedelserne til en forundersøgelse af muligheder
ne for etablering af et organ til indsamling og registrering af
statistiske oplysninger om befolkningens formodede boligbehov.
Hvis et sådant arbejde kom i gang, kunne vi få ro om bolig
problemerne endnu en række år! Ad åre fik vi sa maske lidt
kendskab til omfanget og karakteren af vort boligbehov, og vi
kunne gå videre med den praktiske løsning af spørgsmålet. D.v.s.
problemerne om byggeriets effektivitet og vore boligers kvalitet.
Men også her støder vi på vanskeligheder. Vor boligminister
mener nemlig ikke, at det er en samfundsopgave at undersøge
mulighederne for en effektivisering af byggeriet. Vi citerer igen
ministeren fra hans tale den
2 6
. august
1 9 6 3
: »... om det kan
lade sig gøre at øge boligproduktionen, kan kun byggeerhvervet
svare på.«
Vi må spørge: Har nogen spurgt byggeerhvervet? Og i be
kræftende fald: Hvad har man svaret
?1
Mens vi venter på svaret, kan vi spekulere lidt over, om disse
problemer ikke burde være en forskningsopgave inden for vort
byggeforskningsinstitut. Hvad om vi ofrede blot
2
millioner pa
løsningen af de teoretiske problemer ved byggeriets effektivise
ring? Det er lige, hvad
1 00 0
TV-apparater koster. Hvis vi sa var
1 Året efter, i 1964, nedsatte regeringen et udvalg, der skulle undersøge pro
blemerne vedrørende »den mulige forøgelse af boligbyggeriet« (betænkning
nr. 364, 1964). Man fandt ud af, at boligbyggeriet frem til 1970 kunne for
øges til 50-60.000 lejligheder årligt.
187