gen til disse kan da igen skyldes det sammentræf af tilfældigheder og evnen
til at forstaa og udnytte disse, hvis rette navn er en opdagelse. Medens man
saaledes kan kalde litografien en opdagelse, fordi tiden, der forløb fra Sene*
felders oplevelse —herom senere —til den praktiske udøvelse af litografien,
var meget kort, kan den fotomekaniske billedfremstilling (fotoætsningen)
nærmest kaldes en opfindelse, et fund af en fremgangsmaade, der efter aar*
hundreders forsøg med højætsning i sten og metal (reliefætsning) fandt
sted paa et tidspunkt, hvor fotografien havde naaet den til sammenarbej*
det passende udvikling.
Allerede i middelalderen kendte man høj* og dybætsning i sten og metal.
Alkymisternes efterladte skrifter giver anvisninger derpaa. I begyndelsen
var det mest indskrifter og ornamenter paa flade sten (marmor) eller metal*
plader, senere paa rustninger, vaaben m. m. Da skriften paa alle saadanne
genstande fra den tid altid staar rigtig, kan man gaa ud fra, at ætsningerne
aldrig har været bestemt til trykning. De første ætsninger til billedtrykning
har været dybætsninger i metal. Fra slutningen af det 15. og begyndelsen
af det 16. aarhundrede har man raderinger i jern af A
lbrecht
D
urer
og
raderinger i kobber af L
ucas
van
L
eyden
og D. V
ellert
. En italiensk ma*
ler, F
rancesco
P
armesan
, har om trent ved samme tid brugt ætsning med
salpetersyre ved udførelsen af kaméer, hvad der jo efter al sandsynlighed
har været højætsning, kun ikke med billedtrykning som maal.
Naar man tænker paa, at højætsning har været kendt saa langt tilbage
i tiden, maa man forbavses over, at ingen tidligere har kunnet finde vej
for dens anvendelse i bogtrykkerpressen. De første kendte forsøg i saa hen*
seende gjordes af D
ufay
omkring aar 1728. I beskrivelsen af hans frem*
gangsmaade, der findes i Les memoires de l’academie des Sciences fra dette
aar, fortæller han, at han opløser spansk vox i spiritus og bruger det som
12