18 / 142
føringen retoucherede han og forstærkede billedet ved en let indvalsning
med en lædervalse og en farve, hvori der var vox. Indvalsningen udførtes
som litografernes paa sten med anvendelse af svamp og gummi. Herefter
indstøvedes med harpix (colophonium) og ætsedes i et svagt bad af vand og
salpetersyre. Saa tørrede han pladen og varmede den. Herved løb den vox*
blandede farve ned over ætserandene, hvorefter han afkølede den, indval*
sede med mere farve, indstøvede og ætsede videre. Denne behandling blev
gentaget 5, 6 til 9 gange, altefter stregernes kraft eller finhed. Eftersom
dybden blev større opvarmedes pladen mere og brugtes en flonelvalse.
Efter den sidste saakaldte dybætsning blev pladen afvasket, opvarmet og
med en glat valse paaført en anden farve, som da indvalsningen skete paa
den varme plade, løb ned og dækkede den første eller de 2 første ætserande.
Herefter bortætsedes de trin, der havde dannet sig under de andre æts*
ninger, (rundætsningen). Saa afvaskedes pladen igen, indvalsedes kold eller
med en meget let opvarmning med en farve der kun dækkede billedet,
hvorefter de sidste smaa urenheder fra første og eventuelt anden ætsning
fjernedes (renætsningen). Længere kom G
illot
ikke før han efter flere aars
forløb fik hjælp af fotografien, som da var naaet frem til den vaade kollo?
diumsproces, der i forbindelse med højætsningens daværende høje stand*
punkt, skulde blive grundlaget for vor tids fotomekaniske billedfremstilling
(fotoætsning i lighed med det franske photogravure og det engelske photo*
engraving).
Baade oldtidens og middelalderens kemikere vidste besked om den virk?
ning, sollyset har paa forskellige stoffer, særlig organiske stoffer som planter,
hudoverflader m. m. V
itruvius
advarer mod at anbringe malerier i værelser
med sollys, da dette bevirker, at farverne forandrer sig. I det 13. aarhundrede
16