15 / 142
dækgrund. Med en pensel dyppet i fernis — formodentlig nævnte dæk*
grund — tegner han paa en marmorsten. Fine hvide detailler skraber han
efter med en naal. Til ætsning bruger han vineddike. Han siger, at man
maa ikke ætse fine streger dybt, fordi syren underætser dem. Derfor vasker
han ofte stenen af og anvender frisk syre paa de steder, der kan taale læn*
gere ætsning. Forunderlig nok synes han ikke at have kendt afdækning,
hvad der er mærkelig, da raderere, i deres langt ældre udøvelse af ætse*
kunsten, maa have anvendt denne. I D
ufays
beskrivelse angives tydelig
hovedsageligheden at være den, at syren ætser ligesaameget til siden som
den ætser i dybden, en vanskelighed, som det har kostet megen dygtighed,
udholdenhed og erfaring at overvinde. Fra D
ufay
og indtil midten af 19.
aarhundrede har mange syslet med opgaven i haab om at finde en rig
erhvervskilde, men altid blev deres haab skuffet.
Skønt højætsning for bogtryk, saaledes som vi udøver den her i Europa,
er en ætling af litografien, er det en kendsgerning, at opdagelsen af denne
skyldes forsøg, der blev foretaget for at finde en trykform for bogtryk. Men
medens litografien hurtig fandt sin form for billedfremstilling, varede det
endnu et halvt aarhundrede før højætsningen naaede den sikkerhed i ud*
øvelse, som var nødvendig for dens store udbredelse. A
loys
S
enefelder
studerede som ung mand jura. Ved faderens død, hvor hans moder med 8
børn foruden ham selv, blev bragt til bettelstaven, forsøgte han først at for*
sørge sin familje som skuespiller. Da dette mislykkedes, blev han dramatisk
forfatter, men havde ikke raad til at lade sine arbejder trykke. Han speku*
lerede derfor paa, hvorledes han kunde finde en trykform, som han selv
kunde betjene. Efter forsøg med forskelligt materiale, vendte han tilbage til
højætsning i kobber. En af vanskelighederne herved var at faa slebet kob?
berpladen plan og blank. Da hans fattigdom nødte ham til at spare med
13
>