16 / 142
slibemidlerne, fandt han paa, at, i stedet for pimpsten, anvende en sten, som
han havde fundet ved stranden af floden Isar. Ved at slibe med denne, saa
han, at stenen selv blev plan og blank og han fik da den ide, at han maaske
kunde bruge stenen istedetfor kobberpladen. En dag kom en pige til hans
hjem for at hente vasketøj. Hans moder bad ham skrive vaskeseddelen. Paa
hans arbeidsbord laa alt hulter til bulter, og da han ikke kunde finde et stykke
papir, skrev han den paa en saadan sten med fernis, som han brugte ved
sine forsøg paa ætsning i kobber. Senere vilde han saa afskrive vaskesed*
delen paa papir. Førend han nu derefter slettede skriften paa stenen ud,
hældte han den imidlertid over med en blanding af 9 dele vand og 1 del
salpetersyre, som han lod blive paa stenen i 5 m inutter og gjorde derved
den iagttagelse, at skriften fremtraadte i et relief af 1 å 2 spillekorts tykkelse.
Med en tampon paaførte han saa stenen bogtryksfarve og tog et aftryk i en
meget primitiv slagpresse, der hovedsagelig bestod af 2 brædder. Resultatet
var ikke tilfredsstillende. Litograferne kan jo med rette sige heldigvis, thi
havde S
enefelder
haft en jernpresse og glittet papir til sin raadighed, var
trykket blevet bedre, forsøg med højætsning fortsat og litografien — i hvert
fald ikke den gang — opdaget.
Første gang kemiske gravurer fremkom som handelsvare var 1810, da
D
uplat
fik patent paa en fremgangsmaade, der var den samme som S
ene
?
felders
, kun at han fortsatte lidt længere med ætsningen idet han, i mod?
sætning til D
ufay
, efterhaanden dækkede de fine hvide steder og ætsede i
flere trin. Da hertil kom, at bogtrykkerpressen nu var forbedret, var udfaldet
ogsaa mere tilfredsstillende.
Aar 1831 fik G
irardét
en præmie paa 2000 francs, af societé d ’encoura*
gements for en fremgangsmaade, ved hvilken en ny fernis, der skulde yde
bedre modstand mod syren, var hovedsagen. D
ufays
beskrivelse fra 1730
14