23 / 142
kaldet opfindelse, der fik navnet tør emailleproces, og som jeg har set udi
ført med smukt resultat. Hvorledes P
urtons
recept har været, vides ikke.
Senere gør H
yslop
fordring paa at være opfinder af fiskelimsemaillen.
H
yslops
tilsynekomst paa fotoætsningens fagomraade er ganske ejendomlig
og specifik amerikansk. H
yslop
steg en skøn dag i land fra en Europadamper,
søgte forgæves plads som fotograf, læste tilfældig en artikkel i W
ilsons
Photographic Magasine og købte derefter en bog, W
ilkinsons
»Photo?
engraving«, som han gennempløjede, saa han næsten kunde den udenad.
Saa fremstillede han sig som ansøger til en plads i en fotoætsningsanstalt
og ikke blot fik den, men blev af sin arbeidsgiver hurtig en høit vurderet
mand. H
yslop
fortæller, hvorledes han for 50 dollars købte en recept paa
en gummiemaille, men da han ikke fandt, at gummi gav et tilfredsstillende
resultat, gjorde forsøg med lim og endte med at anvende fiskelim.
Som ovenfor nævnt var man nødt til, naar man vilde ætse i kobber,
at anvende drageblodsætsning. Principet i denne er følgende: Efter at
have givet pladen den første ætsning som paa grund af emaillekopiens
store modstandskraft over for jernkloriden, kan gives ret kraftig, dæk?
kede man den tørrede plade med drageblod. Med en bred, flad, lang?
haaret, blød pensel fjernede man nu drageblodet, idet man kun strøg i en
retning fra venstre til højre. Herved lagde der sig en lille fin vold af drage*
blod op imod de af billedets ætserande, som vendte mod strygeretningen.
Naar paa denne maade pladen var strøget ren — de nævnte ætserande
naturligvis undtaget — varmede man pladen, indtil den lille drageblods*
vold var smeltet fast, afkølede pladen, drejede den
lU
rundt, indstøvede
og afstøvede igen, saa at ætserandene, der laa under en vinkel af 90° til de
førstbehandlede, nu fik deres lille drageblodsvold, varmede, afkølede og
fortsatte paa samme maade efter atter at have drejet pladen
1U
gang rundt.
21