25 / 142
overdrivelse sige, at denne udvikling af halvtoneætsningen betegner et nyt
afsnit i saavel maalet for som anvendelse af det fotografiske kamera, lige*
som det danner et nyt afsnit i bogtrykkerkunstens historie.
Bogtrykkerpressen kan jo kun trykke med fuld farve, hvadenten denne
er sort, rød, blaa o. s. v. Skal den trykke et billede —vi holder os nu til den
sorte farve —der fra fuld sort gaar over i kraftige, lysere og lyse graa toner,
maa den sorte tone brydes i større eller mindre korn, som i litografien, eller
i kraftige eller lettere streger og punkter, som i træsnittet. Forat overvinde
denne vanskelighed, havde man allerede dengang i en snes aar benyttet
autografisk papir (papier procédé) til udførelse af originaler for højætsning.
Dette papir fremstilledes ved at lade et krideret papir gaa igennem en
presse med den kriderede flade imod en staalplade, i hvilken var graveret
et enkelt eller krydset lag af fine paralelt løbende linjer, hvis tykkelse var
lig med eller lidt mindre end afstanden dem imellem, eller ætset et finere
eller grovere kornlag. Disse linjer eller korn. trykkedes da ned i kridtlaget
og dannede der en hvid undergrund, som kridtet eller blyanten, ja selv en
behændig hensat tuschtone, ikke kunde naa. Man opnaaede derved en
brudt tone, som efter fotograferering og kopiering lod sig ætse og trykke.
Da denne maade at udføre originaler endnu anvendes og er kendt af alle
fagmænd, skal jeg ikke opholde mig mere ved den.
Selv om der ad denne vej kunde ydes godt arbejde, maatte i alle tilfælde
originalen tegnes. Dette kunde, hvis en fremragende kunstner skulde tage
affære, blive en kostbar historie. Om at gengive de ubrudte mellemtoner i
et fotografi eller en lavering, var der naturligvis ikke tale. En fransk tekniker
og forfatter, G
eymet
, skriver saa sent som 1886: »Den kemiske gravure har
endnu ikke naaet træsnittets fuldkommenhed, saaledes som det udføres af
vore almindelige træskærere. I deres arbejder er halvtonerne af en sjælden
23