27 / 142
tører valgte at indpræge rasteret i originalen med metalsigtegaze i en bog*
binderpresse. Den største skavank ved begge disse fremgangsmaader var,
at enten blev originalen ødelagt eller man maatte tage en fotografisk kopi
som arbejdspositiv, der jo som regel blev en grad ringere end originalen
og forsinkede arbejdet. Processen lod sig udføre, men da tilmed belysningen
af det indprægede raster var vanskelig, gled den snart ud af tilværelsen.
En bøhmisk fagmand, I. H
usnik
, mener, at de første forsøg har været
gjort med at lægge en netfilm (rasterfilm) imellem et halvtonenegativ og et
stykke fotolitografisk overføringspapir i kopirammen og overføre kopien
paa metalpladen. Netfilmen fremstilledes ved, at man fotograferede et papir,
hvorpaa der ved hjælp af en guillochérmaskine var trukket 2 linjelag, der
krydsede hinanden som vore nuværende rastere, hvorefter man overhældte
negativet med kautchouk og kollodium og trak det af glasset. Sandsynligvis
har nettet været ret grovt og neppe helt skarpt. Paa samme maade brugte
nogle en kornfilm. Denne fotograferedes efter et tryk fra en kornet sten og
behandledes som foran nævnt. Andre sleb en glasplade mat med smergel,
tamponerede den med farve, viskede den ren, som man visker en kobber*
tryksplade, og hældte gelatine over. Naar man trak gelatinen af, tog den
farven med, som sad imellem kornene, og man havde en kornfilm. Disse for*
skellige film lod sig dog aldrig helt og holdent presse mod negativet. De for?
trak sig eller dannede folder under indflydelse af temperatursvingninger, især
om kopieringen fandt sted i sollys. Derfor troede man, at et silkegazestof
maatte være bedre, særlig om det var spændt paa en ramme. Man gjorde
ogsaa forsøg hermed, men forlod dem, fordi det viste sig umulig at væve et
gazestof med ganske lige og ensartede traade. Endog rastere af hestehaar og
metaltraade blev ikke uforsøgt. Det ser ud, som om omsætning af halvtoner
i korn har været den fremgangsmaade, der i begyndelsen er lykkedes bedst.
25