30 / 142
og naar diapositivet, som herved fremkom var tørt, anbragte man det med
billedsiden imod ovennævnte raster og kopierede det enten i kopirammen
eller i kameraet. Resultatet var et diapositiv delt ved et raster. Kopieret igen
paa en anden tør kollodiumsplade fik man det delte negativ. Som regel
blev ved de hidtil omtalte rasterkopier resultatet monotont og fladt. Dette
søgte man at modarbejde ved at retouchere originalerne med højdelys og
dybe skygger. Lidt efter lidt nærmede man sig alligevel nu det rette.
Man havde efterhaanden opdaget, at der burde være en afstand imellem
rasteret og den følsomme plade, at denne, naar den var større, gav større
modsætninger i billedets valører, medens den, naar den var mindre, kunde
gjøre et haardt billede blødere. Det paa den tid bedste rasternegativ fik man
ved simplificering af en af M
eisenbach
senere patenteret fremgangsmaade,
som I. H
usnik
kalder sin opdagelse og som var meget udbred t omkring
1890. Ligesom ved foran nævnte methode tog han to enkeltlinjerede raste*
negativer, der, naar de lagdes med billedsiderne mod hinanden, krydsede
hinanden, men som han begge lod blive paa glaspladerne og brugte hver
for sig. Linjetallet var 40 til 50 paa cm. Han anbragte det ene foran en al*
mindelig jodsølvplade i kasetten, exponerede den halve tid, gik igen ind i
mørkekammeret med kasetten, tog dette første raster ud og lagde det andet
istedetfor, saaledes at linjernes krydsning herved fandt sted, exponerede
den manglende tid og fik — hvis ikke jodsølvpladen havde forskubbet sig,
hvad der var det vanskeligste punk t under hele operationen — som regel
et godt negativ.
Noget af det besværligste ved de hidtil omtalte fotografiske rastere
var, at de saa ofte skulde fornyes og krævede en stor omhyggelighed ved
fremstillingen. Siden skulde de behandles med den største forsigtighed
og undgik alligevel ikke at blive slørede af smuds. Man greb saa til at
28