118 / 137
rådet udsættelse indtil videre med ikrafttrædelsen af de nævnte pålæg,
idet rådet forudsatte, at den for prisankenævnet indbragte sag fremmedes
mest muligt fra organisationernes side.
Ankesagen kom til behandling i ankenævnet den
1 5
. december
1954
,
og medlemsbladets nytårsnummer indeholder en meget lang gengivelse
af anklage og forsvar. Det fremhævedes heri bl. a .:
»Fra prisdirektoratet var fremlagt et duplikeret værk på 28 tætskrevne sider og et
næsten lige så fyldigt bilagsmateriale. Vi beklager, at pladsen ikke tillader at gengive
dette værk »Grundlaget for priskontrolrådets indgriben overfor urbranchens aftale
system«, idet det giver et godt indblik i et offentligt organs arbejdsmetoder og de for
tvivlede konklusioner, som branchefremmede teoretikere må komme til på basis af
et skrivebordsarbejde som det foreliggende.
Beklageligt er det, når embedsmændene i direktoratet i dette værk fra tid til anden
- formentlig i lutter tjenesteiver - glemmer, at deres opgave i en sag som den fore
liggende er at holde sig strengt til de foreliggende kendsgerninger, og ikke give indlæget
farve eller tendensiøse antydninger.
Værst er det imidlertid, når man i argumentationen går ud over rådets og direktora
tets kompetence, f. eks. ved at fremkomme med udtalelser om overfyldning af branchen.
Det kan aldrig med den nugældende prislov blive rådets eller direktoratets opgave at
skulle regulere tilgangen i noget fag eller bestemme det optimale tal for branchens
virksomheder.
Når branchen er så overfyldt, forstår man ikke institutionens iver for at lempe flere
ind i organisationerne, i særdeleshed når »værket« omtaler dem således:
»De uorganiserede urhandlere udgør en meget blandet skare«. Lødigheden af
»værket« belyses også, når man læser følgende: »Tempusplomben yder således køberen
den garanti, at uret ikke er et »fidusur«; men denne garanti går dog ikke videre end
den garanti, man kan forvente, ethvert ordentligt firma yder køberen af et ur i denne
prisklasse eller enhver anden relativt lige så kostbar vare, og det er tvivlsomt, om man
i de tilfælde, hvor der viser sig at være fejl ved et »Tempusur«, gennem Tempus-ord-
ningen kan opnå mere end uden ordning«.
Vi tør nok hævde, at »ethvert ordentligt firma« inden for »den blandede skare«
vanskeligt vil kunne byde på en garanti, der kommer på højde med Tempusorganisa-
tionens, idet laugets bestyrelse med uendelig tålmodighed og udholdenhed tager sig
af enhver nok så lille klage over medlemmerne og sørger for, at de løfter, som organi
sationen giver, opfyldes til punkt og prikke. I særlige tilfælde er der idømt bøder, og i
alvorligere tilfælde trusel om eksklusion eller faktisk eksklusion. En så effektiv instans
til sikring af den publikum af de enkelte medlemmer ydede garanti findes givet ikke
andre steder, i hvert fald ikke inden for branchen.
Lauget, der satte en ære i sin garantiordning, kunne med rette føle sig
trådt for nær af »de statsvidenskabelige kandidater« i priskontrolrådet,
og det blev da også en meget omfattende og energisk procedure, som blev
præsteret hin dag. Retten beklædtes af højesteretsdommer Louis Carstens
(formand), professor, dr. jur. Poul Andersen og hovedrevisor H. Høst.
På branchens vegne procederede højesteretssagfører Børge Kock, som i
et meget langt og grundigt indlæg kraftigt imødegik priskontrolrådets
påstande. Højesteretssagfører F. Allerup og sagfører Jakob Jensen frem
kom med supplerende indlæg, og derefter fik kontorchef Frederik Jensen
I l 6