108 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
ren forfølgelsesmani, så han endog mente, hans kæreste ville
forgive ham, har næppe heller gavnet. Rask var en ensom mand.
Nu bør det tilføjes, at pragtmonumenter - som omtalt —ikke
yndedes i samtiden. Indsamlinger gjorde man endda nar af.
Netop medens Rask-monumentet var på tale, og indsamlingen
i gang, må J. L. Heiberg have været i færd med at digte spids
borgernes kor til »En Sjæl efter Døden«: »Fred med hans Støv!
V i bringe skal tilveie - ved Subscription et kostbart Monument.«
Det er vel ikke umuligt, at Heiberg kan have haft netop denne
»subscription« for øje, selv om man naturligvis ikke må tro, han
har tænkt på Rask selv som spidsborgeren.
Rejst blev monumentet imidlertid, og det er siden blevet meget
beundret for sine orientalske ornamenter og de fire inskriptioner.
Den øverste, der er på arabisk, lyder: »Sandheden er klar, men
det falske dunkelt« — det modsatte af, hvad professor Niels
Bohr nu påstås at hævde. Forneden står der på sanskrit: »Der
findes ingen ven, som kan sammenlignes med virksomhed. Den
der arbejder, synker ikke hen«. Omkring urnen i nichen er an
bragt et citat af det islandske »Kongespejl«, skrevet med runer:
»Vil du være fuldkommen i kundskab, så lær alle tungemål, men
glem dog ikke dit eget«. - Endelig findes over urnen med Rasks
egen skrift hans berømte udsagn om, hvad man skylder sit fædre
land.
Rasks gravmæle blev meget beundret i samtiden. Besøgende
på kirkegården søgte gerne hen til det - men i skønvirketiden
faldt det i unåde. »Hvor gør det ikke netop i sin Stræben et
fattigt Indtryk med Urnen, der som en Øltønde er skudt ind i
en Niche med noget over, der ligner et paaklistret Brædt«, skrev
»Hjemmet« i 1907. Alligevel er dette monument det eneste,
Villads Christensen i sit skrift om kirkegården anbefaler de besø
gende at opsøge. Professor Otto Jespersen, Rasks yngre kollega,