107 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
i det 19. århundredes internationale sprogforskning. I næsten alle
sine mange arbejder har han brudt nye veje, men kun tre af
hans indsatser skal her fremhæves: Det var Rask, der ved sit
prisskrift »Undersøgelse om det gamle Nordiske eller Islandske
Sprogs Oprindelse« blev den egentlige grundlægger af den mo
derne sammenlignende sprogvidenskab. Det var Rask, der med
sin retskrivningslære gav stødet til mange af de reformer, der
senere er blevet gennemført - lige til »bolle-å’et«. Endelig var det
Rask, der fra sin store rejse til Indien hjemførte de uvurderlige
skatte af sjældne, østerlandske manuskripter, der nu drager frem
mede videnskabsmænd til Det kongelige Bibliotek.
En sprogvidenskabsmand er imidlertid specialist; hans arbejder
læses kun af de få, så han har ikke megen udsigt til at vinde popu
laritet. Det er karakteristisk for vurderingen, at ved Thorvaldsens
hjemkomst i 1838 strømmede hele det officielle Danmark ud til
toldboden for at tage imod ham - som det kan ses på Sonnes
frise; men da man to år efter, bl. a. gennem dagbladene, opfor
drede til at yde bidrag til et mindesmærke for Rask, blev del
tagelsen bemærkelsesværdig ringe. Flere af de videnskabsmænd
i Norge og Sverrig, man henvendte sig til, svarede overhovedet
ikke, og mellem de 130 enkeltpersoner, der reagerede, fandtes
ikke een af de københavnske digtere - hvorimod både Hauch og
Ingemann fra Sorø og det islandske litterære selskab —, ingen
bildende kunstner eller komponist, som i det hele taget næsten
kun en række af Rasks kolleger og elever. Hverken Oehlenschlåger
eller Thorvaldsen, Grundtvig eller Weyse, H. G. Andersen eller
Eckersberg og Marstrand findes på listen.
Rask har næppe været populær. Indesluttet, nervøs og sårbar,
som han var, havde han svært ved at falde til i studenternes
gemytlige cirkler. Hjertensgodhed og beskedenhed var ikke nok.
Hans mistænksomhed, der - takket være sygdom - udartede til
107