111 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
stemte sig for det sidste. I øvrigt beretter dette gravmonument
indirekte om danske digteres kår i den såkaldte guldalder.
Hertz levede i lang tid udelukkende af sine forfatterindkom
ster. Følgen var, at han - trods mangfoldige forelskelser -
ikke fik råd til at gifte sig, før han var 52 år, og det skønt han
var den produktiveste af samtlige danske dramatikere. Hans
udkårne var da også en niece af hans ungdomselskede og barne
barn af hans kusine, fru Nathanson. Det var en sen lykke, der
blev digteren til del. Intet under, at han undertiden følte sin
gerning som en trædemølle. Det er ham, der har sagt: »For at
leve, maa jeg skrive, — om jeg aldrig saa var stemt; — for at
leve, maa jeg drive - Muserne til Vers og Skæmt.«108
Ved den anden sidevej herfra findes
Rasmus Nyerups
grav.
Nyerup hører til de mænd, der har gjort sig fortjent af kirke
gården. Han opfordrede ivrigt folk til at købe gravsted her i
stedet for at lade sig begrave i kirkerne indenbys. Naturligvis er
det en af hans mindre bedrifter. Som universitetsbibliotekar og
litteraturhistoriker har den fynske bondesøn vundet ry, især ved
sine udgaver af folkeviser og ordsprog. Han var et ægte barn af
oplysningstiden, var med til at stifte Efterslægtsselskabet, virkede
ivrigt for trykkefriheden, men har navnlig gjort en god indsats
ved at tage initiativet til oprettelse af et nationalmuseum. —Mo
numentet på hans grav er rejst af Selskabet for Historie, Litera-
tur og Kunst, men dog først efter at graven i 1880’erne var blevet
stærkt forsømt. Selskabet havde protesteret og så selv taget initia
tivet til dette gravmæle af blankpoleret, rød granit med en por-
trætmedaillon. Det er fra året 1882. Som indskrift er anvendt
en sentens af Peder Syv: »Ved ham skulde mindes og findes -
gamle Ord, gammel Tid, - gammel Tale, gammel Id, - gammel
Stil, gammel Flid«.159
111