109 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
ynder det ikke på grund af de mange alfabeter, det pranger med,
»netop den slags sproglærdommens udenomskrams, som blænder
og imponerer lægfolk, men som lå Rasks beskedne forskerånd
så fjernt som noget«, især —mener Jespersen - da Rask netop
ville erstatte de mange fremmede bogstavsystemer med det latin
ske alfabet.154
Således taler ikke blot de forskellige folkeslag, men også de
forskellige tidsaldre hver sit tungemål. Assistens Kirkegård viser
det gang på gang.
Ved midtergangen og i dens nærmeste omegn ligger vistnok
det største antal af kirkegårdens store navne begravet: Rask,
Brøndsted, Colbiørnsen, H. N. Clausen og vis-à-vis hinanden:
Biskop Mynster og
H. C. Ørsted,
hver under sin lille neutrale
ligsten.
H. C. Andersen, der ikke yndede Mynster, fortæller netop - i
»Mit Livs Eventyr« —i forbindelse med beretningen om Ørsteds
død, lidt om de to mænd: »Den attende Marts [18 5 1] var Be
gravelsen, jeg led legemlig, det var en Kamp og Anstrengelse for
mig at gaae den korte Vei fra Universitetet til Kirken, den lang
sommelige Gang droges ud hele to Timer. Provst Tryde holdt
Talen, ikke Biskop Mynster, han var ikke bleven anmodet derom!
sagde man, undskyldende, men skulde Vennen bedes om at tale
over Vennen! Jeg trængte til at græde, jeg kunde det ikke; det
var, som om mit Hjerte skulde gaae itu!«. - I øvrigt fortæller
Andersen, at Ørsteds hustru og datter ikke var til stede ved be
gravelsen. Det anså man dengang ikke for at være sømmeligt
for kvinder.155
Det Clausenske familiegravsted følger på. I vore dage huskes
den begavede teologiske professor
H. JV. Clausen
bedst som
Grundtvigs modstander og som manden, der ved det første folke
tingsvalg efter grundloven vragedes som kandidat til fordel for
109