106 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
ling K . Tilsammen danner de en fremmedartet enklave i kirke
gårdens danske borgerlighed.
Afdeling E var oprindelig Frue Kirkes assistenskirkegård, medens
C for største delen tilhørte Helliggejst, og B og D var delt mellem
flere kirker, hver fire. En hel del bekendte navne kan læses på
gravstenene her, medens monumenterne - på nogle få undtagelser
nær —er lidet bemærkelsesværdige. Følger man stien langs syd
muren, passerer man bl. a.
Poul Møllers
grav, der er alt andet
end iøjnefaldende med sine to hvide tavler. Foruden digteren er
begge hans hustruer begravet her samt et barn af hvert ægteskab.
Man vil bemærke, at datteren først kom til verden en måned
efter Poul Møllers død, og blev opkaldt efter ham som Pouline.
Det beskedne mindesmærke svarer egentlig godt til hele tanke
gangen hos denne digter, der hadede alt, hvad der var opstyltet,
og hvis beskedenhed fremgår af den kendsgerning, at han i hele sit
liv ikke lod et eneste af sine skønlitterære værker trykke —bortset
fra nogle digte. Alligevel var han en bekendt mand, og det var
et anseligt følge, der ledsagede hans kiste, da studenterne bar den
til hans grav.153
På den modsatte side af gangen —længere fremme —findes et
af kirkegårdens ejendommeligste gravmæler, det som den ældre
Bindesbøll i 1842 skabte over sprogforskeren
Rasmus Rask.
Ris
bøgen til venstre for stenen er forsvundet tillige med gravhøjen
bagved, men stenen selv er uforandret, omend istandsat.
Rasmus Rask! Navnet siger vel ikke menigmand så forfærdelig
meget. Det var ham, der kunne 55 sprog, og som foretog en lang
og farlig rejse til østen - og det var ham, der afslog et tilbud om
en stilling i udlandet med de tidstypiske ord: »Sit fædreland
skylder man alt, hvad man kan udrette«. - Det kan vel da være
på sin plads her at sige, at Rasmus Rask er et af de største genier
106