39 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
stødende Danse til Tonerne af hæse Lirekasser eller snærrende
Klarinetter.«54
Hvad er det rigtige? Antagelig begge dele. Foran er omtalt de
løse eksistenser, som drev hærværk herude. Når man dertil føjer
de jævne borgerfolk, der lagde skovturen herud til, og dramatise
rer det samlede resultat stærkt, får man lidt i retning af oven
stående.
Guldberg var åbenbart ikke forarget, da han skrev om de glade,
der lejrede sig i kirkegårdens skygger. Allerede dengang var det
altså skik, at folk tog deres madkurve med, når de drog den lange,
besværlige vej fra byen til Assistens for at se til deres slægtninges
grave. Men som man erfarer den dag i dag: Det er ikke blot det
fredsommelige flertal af befolkningen, der tager i skoven om
søndagen. Slagsbrødre, læderjakker og alt det andet »janhagel«
følger med. Ligeså dengang. H. C. Andersen giver den rigtige
motivering for selve »madkurv-fænomenet«: De dårlige samfærd
selsforhold, der spærrede småkårsfolk inde i byen - og de få re
kreationssteder. Assistens Kirkegård blev lidt af en forløber for
senere tiders kolonihaver, og det var disses publikum - »almuen«,
som man kaldte det - der spiste i græsset. Hærværk var ikke disse
menneskers sag.
Rahbek, der så begge grupper repræsenteret på een og samme
dag, slår dem sammen til eet begreb, og det gjorde åbenbart
flere, siden instruktionen for graverne af 15. februar 1805 kom
til at indeholde følgende paragraf: »Graverne maae ikke tillade, at
enten Æde- eller Drikkevarer falholdes eller fortæres paa Kirke-
gaardene, eller at der paa samme holdes Musik, eller foretages
noget, som ligner Lystighed. Tillige skal de nøiagtigen paase, at
intet Kreatur der græsses.« I reglementet, der ligger til grund for
instruksen, tales der intet om spisning og musik, blot om uorden i
39